Klimapolitik kræver en aktiv indsats

Af
Af Sven Skovmand

forfatter og radikal kandidat

Klimaet har ikke hidtil spillet en rolle i den kommunalpolitiske debat. Men det bør det gøre!
Hvis det skal lykkes at få bragt det ødelæggende CO2-udslip ned, må alle være med, og kommunerne kan gøre en stor indsats.
De kan gå foran ved at sørge for, at alle kommunale institutioner får nedbragt deres forbrug af lys og varme. Og de økonomiske besparelser bør på skolerne kunne udnyttes af lærere og elever, som her kan få et vidnesbyrd om, at det kan betale sig at spare på energien.

Men skal der virkelig opnås resultater, må man som i Skive Kommune oprette et særligt kontor, der alene har til opgave at føre en god klimapolitik og sikre, at alle kommunens folk tænker klimaet med i deres beslutninger.
Det gælder de regler, der sættes for køb af byggegrunde og byggeri og ombygning af huse og virksomheder.

Det gælder udbygningen af fjernvarmen, der må udstrækkes til alle byområder, og værkerne skal fyres med træflis eller halm, der er CO2-neutralt.
Men kommunens måske allervigtigste indsats kan ligge i rådgivning. Og denne rådgivning må også gå ind på områder, som kommuner hidtil ikke har beskæftiget sig med.
Især over for erhvervslivet kan en indsats have betydning. For erhvervslivet er fritaget for elafgift, og mange steder bruges der derfor langt mere strøm end nødvendigt.

Lad os håbe, at vælgerne i Norddjurs den 17. november stemmer på folk, som tager klimaet alvorligt.

Publiceret 01 October 2009 16:16