Politiet på bar bund: Hvor er de?
Parret er sigtet - og skal varetægtsfængsles.
Opdatering: De to efterlyste personer har meldt sig selv til politiet. Derfor er deres billeder og navne fjernet fra artiklen. Læs mere HER.
Politiet leder efter to personer, der står til at blive varetægtsfængslet efter at være mistænkt for tyveri.
De har været forsvundet i mere end en måned, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Østjyllands Politi efterlyser 44-årige [navn] og 49-årige [navn], der begge mistænkes for at stå bag et indbrud i april, hvor de forsøgte at stjæle skydevåben.
Østjyllands Politi fik dengang en anmeldelse om, at to personer havde brudt ind på en adresse i Spentrup, og kort efter fik en patrulje øje en bil i området.
Da bilisten ikke ville standse, førte det til en eftersættelse ad flere landeveje og gennem mindre byer, inden patruljen mistede bilen af syne omkring Havndal. Lidt senere fandt en anden patrulje bilen holdende på en blind vej i Havndal. En hundepatrulje gik spor og fandt den 44-årige og den 49-årige, der lå og gemte sig i et mindre skovstykke.
De to blev anholdt den 2. april og sigtet for indbruddet i en villa i Spentrup, hvor de ifølge sigtelsen stjal flere værdigenstande og forsøgte at få fat i geværer og rifler, der befandt sig i et våbenskab.
»Vi informerer ikke om de to personers relation til hinanden,« siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til Lokalavisen.dk.
Han vil heller ikke komme nærmere ind på, om de to i forvejen var kendt at politiet.
Den 44-årige og den 49-årige blev sigtet ud over indbruddet også for forsøg på besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder idét, de var i besiddelse af våbenskabet.
Dagen efter blev begge fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Randers, der vurderede, at der ikke var grundlag for at varetægtsfængsle dem, og de blev derfor løsladt.
Efterlyst siden 5. april
Dén kendelse kærede anklagemyndigheden til Landsretten, der den 5. april besluttede, at kvinden og manden skulle varetægtsfængslet.
Siden har Østjyllands Politi søgt efter de to sigtede, men det er endnu ikke lykkedes at finde frem til dem.
Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp i håb om, at nogen har information om, hvor de to befinder sig.
Oplysninger om de efterlyste til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.
jro