Vaks 93-årig kvinde lod sig ikke narre af falsk betjent
En svindler fik en lang næse, da han tirsdag aften kontaktede en 93-årig kvinde fra Grenaa over telefonen og udgav sig for at være fra Rigspolitiet.
Det gælder om at hovedet koldt i disse tider, når telefonen ringer, og manden i den anden ende af røret fortæller, at han er fra Rigspolitiet.
En 93-årig kvinde fra Grenaa udviste stor snarrådighed, da hun tirsdag aften efter spisetid oplevede at blive ringet op af en mand, der netop uden at blinke eller ryste på stemmebåndet udgav sig for at repræsentere Rigspolitiet.
Ifølge manden fra Rigspolitiet var der blevet forsøgt at oprette et lån via den 93-årige kvindes konto, men da den vakse borger spurgte lidt nærmere ind til sagen og stillede flere spørgsmål til den fremmede person, blev samtalen afsluttet.
Fake news. Svindleren blev sikkert efterladt med en lang næse.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer sine private oplysninger til fremmede.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er de sande myndigheder, der vil i kontakt med dig, kan du altid selv ringe op efterfølgende og spørge til sagen eller den person, der kort forinden måtte have ringet dig op.
Kilde: Døgnrapporten fra Østjyllands Politi