Færdselsuheld ved Grenaa: Bil rullede rundt flere gange og landede på taget
Påvirket bilist kørte galt i solouheld
Lørdag eftermiddag klokken 16.15 skete der et færdselsuheld ved Kastbjergvej 3, der ligger tæt ved Hovedvejen mellem Grenaa og Ørum.
Det var et solouheld med en bil, hvor bilisten mistede kontrollen med sin bil, der rullede rundt flere gange og endte med at lande på taget. Bilisten var en mand på 40 år, der ifølge Østjyllands Politi var påvirket af stoffer og alkohol. Han blev kørt til behandling på hospitalet, oplyser politiet i døgnrapporten. Der står ikke, hvad der nærmere skete med den 40-årige mand.
Ifølge Localeyes har vidner på stedet forklaret, at bilen først kørte ud i rabatten i højre side og ramte en vejpæl. Herefter røg den over i en grøft i den modsatte side af vejen og torpederede endnu en vejpæl, inden den landede på taget i venstre side af vejen.
Se flere billeder og videoer på Localeyes.dk
jr