Hørte råb om hjælp i vandet: Kropstemperatur nede på 29 grader
Det vides ikke, hvorfor han kravlede ud på skibet.
En 19-årig mand blev natten til lørdag reddet op af vandet i havnen i Grenå.
Da han blev reddet var hans kropstemperatur nede på 29 grader.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Lørdag ved midnat fik en 19-årig ung mand bevæget sig ud på et skib, som lå for anker i havnen i Grenaa.
Af ukendte årsager faldt han i vandet og forsøgte ved egen hjælp at svømme ind selv, men var nu allerede blevet så underafkølet, at han ikke kunne komme op af vandet selv.
Hans råb om hjælp blev hørt, og det lykkedes at få ham op ved at binde et tov om livet på ham.
Da ambulancen kom, var hans temperatur på 29 grader og han var i kritisk tilstand.
»På Randers Sygehus kom han efterfølgende til hægterne igen,« skriver Østjyllands Politi.
jro