Voldsom brand i Grenå: Person i kritisk tilstand
Der er indsat røgdykkere ved branden.
Opdatering: Østjyllands Politi oplyser, at den tilskadekomne person er i kritisk tilstand. Vedkommende er fløjet til Rigshospitalet.
Det brænder lige nu i et dobbelthus på Bredgade i Grenå.
Det oplyser Brian Arendtsen, der er operationschef i Østjyllands Brandvæsen og Beredskab og Sikkerhed, til Lokalavisen.dk.
»Det brænder i den ene halvdel af huset,« siger Brian Arendtsen.
Der er indsat røgdykkere til at bekæmpe branden, ligesom der er etableret overtryk i den del, der ikke brænder.
»Det er i forsøget på at undgå, der kommer røg i den halvdel af huset,« oplyser operationschefen.
Der er altså tilkaldt en lægehelikopter til stedet.
På Twitter skriver Østjyllands Politi, at en person er kommet til skade. Tilstanden kendes dog på nuværende tidspunkt ikke.
Der er tilkaldt tre køretøjer fra Grenå og et fra stationen i Fjellerup.
Branden blev anmeldt klokken 17.28.