Lydoptagelse belaster 23-årig i Djurslands-drab: Deltog i samtale om »at slippe af med Frank«

Kvinden, der tidligere er blevet løsladt i sagen, brød grædende sammen, da dommeren læste sin kendelse.

Artiklens øverste billede
Politiet fandt liget af den 40-årige Frank Jørgensen i et skovområde på Ryhøjvej i Gassum. Foto: Ritzau Scanpix

Torsdag formiddag sad endnu en person i grundlovsforhør i forbindelse med drabet på den 40-årige Frank Jørgensen.

Den 40-årige havde været forsvundet i en uge, da Østjyllands Politi den 21. juli fandt liget af ham i et skovområde udenfor landsbyen Gassum, der ligger nord for Randers.

I forvejen sidder fem personer fængslet for forbrydelsen, mens seks alt i alt er sigtet.

Den sjette person, der indtil denne uge ikke sad fængslet i sagen, er en 23-årig kvinde, som i dag befandt sig i Retten i Randers iført sorte bukser, lys trøje og med sit rødligt-brune hår sat op i en knold.

Hun blev anholdt den 18. juli sammen med tre andre af sagens tiltalte i en koordineret anholdelsesaktion i Nimtofte. Efter det daværende grundlovsforhør blev hun dog løsladt, men har siden været sigtet for både drabet og for at have sat ild på den dræbtes varevogn.

Men onsdag den 31. august klokken 10.37 blev hun anholdt igen, og derfor blev hun torsdag morgen igen fremstillet i grundlovsforhør.

»Vores omfattende efterforskning har nu ført til, at vi vurderer, at der er grundlag for at varetægtsfængsle den 23-årige,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

Kvinden er sigtet for efter forudgående aftale og i forening med flere af sagens øvrige tiltalte at have slået den 40-årige mand ihjel på en adresse i Djursland. Formentlig ved kvælning, mener politiet.

Potentielt flere på fri fod

Kvinden ønskede ikke at afgive forklaring undervejs i grundlovsforhøret, men det kom frem, at kvinden nægter sig skyldig i anklagerne.

Ligesom samtlige af sagens øvrige retsmøder blev også dette afholdt for lukkede døre efter anmodning fra anklagemyndigheden, som mener, at det kan »ødelægge« og »hindre« sagens efterforskning, hvis offentligheden får fuld indsigt.

»Der er fortsat en omfattende efterforskning, og det er politiet og anklagemyndighedens opfattelse, at der i sagskomplekset kan være flere gerningsmænd på fri fod,« lød det blandt andet fra specialanklager ved Østjyllands Politi Jesper Rubow.

Han oplyser, at der kommer yderligere oplysninger frem i dagens grundlovsforhør, som han ikke mener skal frem i offentligheden, før politiet har efterforsket dem yderligere.

Dommer Lars Gaaei valgte at lukke dørene med henvisning til de nye oplysninger, der vil blive fremlagt.

Da dørene igen blev åbnet, slog dommeren fast, at kvinden skal varetægtsfængsles ligesom sagens øvrige tiltalte.

Ifølge dommeren er der i dagens retsmøde blevet præsenteret nyt efterforskningsmateriale. Her er der blandt andet tale om en lydoptagelse, hvor fire af sagens sigtede drøftede mulige fremgangsmåder for, hvordan de kunne »slippe af med Frank Jørgensen.«

I sin kendelse konkluderede han, at den 23-årige kvinde deltager aktivt i drøftelsen. I optagelsen fremgår angiveligt ikke en konklusion på, hvordan Frank Jørgensen skal slås ihjel, eller hvem der skal gøre hvad, men ifølge dommeren er drøftelsen »utvetydig.«

Kvinden brød grædende sammen og krammede efterfølgende sin kæreste, der iført denimshorts og ternet skorte også befandt sig i retssalen som en af de sigtede.

De to afsluttede med at fortælle, at de elsker hinanden.

Den 23-årige kvinde er indtil videre varetægtsfængslet indtil den 13. september. Hun udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel kæring af varetægtsfængsling.

Modstridende forklaringer

Selvom anklagemyndigheden mener, at der potentielt kan være flere medgerningsmænd på fri fod, tæller den komplekse sag allerede en lang række tiltalte. To af dem var til stede i retten.

En var iført en rød hættetrøje og én anden var iført denimshorts, en ternet skjorte og med tatoveringer på armenene.

Udover den 23-årige kvinde, der i dag blev varetægtsfængslet, har også en 39-årig kvinde, en 25-årig mand og en 39-årig mand siddet fængslet og sigtet for drabet – subsidiært vold med døden til følge – siden anholdelsen den 18. juli klokken 21.02 på en adresse i Djursland.

JP Randers har tidligere beskrevet, at de sigtede angiveligt har afgivet »meget uoverensstemmende og modstridende forklaringer.«

Senere samme måned foretog politiet dog yderligere to anholdelser, idet en 37-årig og en 23-årig mand blev anholdt den 21. juli.

Retten konkluderede i grundlovsforhøret, at der var begrundet mistanke for, at den 37-årige havde gjort sig skyldig i usømmelig omgang med lig, bortskaffelse af beviser og at have brændt den affødes varevogn sammen med en medgerningsmand.

Den 23-årige blev i første omgang også løsladt efter en politiafhøring, men blev anholdt igen den 27. juli.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabet, usømmelig omgang med lig, brandstiftelse og bortskaffelse af beviser og blev efterfølgende varetægtsfængslet i en måned. Han nægtede sig skyldig, men erkendte, at han har bortskaffet aske og en nummerplade fra Frank Jørgensens udbrændte bil.

Denne artikel er lavet i samarbejde med JP Randers.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.