- Opdateret 22/07/2022 kl. 12:42
Nyt om Djursland-drabet: Endnu en person anholdt
Østjyllands Politi har pågrebet en femte person i sagen om den forsvundne Frank Dan Nørgaard, hvor fire personer i forvejen er sigtede for manddrab på den 40-årige mand.
Der er fortsat stor mystik om præcis under hvilke omstændigheder 40-årige Frank Dan Nørgaard, der har været savnet siden torsdag i sidste uge, er forsvundet.
Østjyllands Politi har i forvejen sigtet fire personer - en mand og kvinde på 39-år samt en 25-årig mand og en 23-årig kvinde - for manddrab ved i forening at have udøvet grov vold mod den 40-årige Frank Dan Nørgaard og formentlig taget livet af ham ved kvælning.
Herudover er de sigtet for usømmelig omgang med lig for at have fjernet og formentlig skjult liget af 40-årige Frank Dan Nørgaard samt ildspåsættelse af Frank Dan Nørgaards bil, som blev fundet sidst sidste weekend, udbrændt på Gl. Fjellerupvej nær Vivild i Norddjurs Kommune.
Fredag melder Østjyllands Politi så ud, at en femte person er pågrebet i sagen. En 37-årig mand fremstilles fredag klokken 12.00 i grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor han er sigtet for manddrab, oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.
Anklageren vil begære lukkede døre, skriver politiet.
Torsdag aften var et større politiopbud i færd med at undersøge et skovområde nær Gassum nord for Randers. Det er endnu uklart, om de undersøgelser har noget at gøre med fredagens grundlovsforhør.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har den 37-årige forud for grundlovsforhøret nægtet sig skyldig i manddrabet. Ifølge avisen er manden i forvejen kendt af politiet.