Kvinde fra Djursland modtog falsk MitID-sms

53-årig kvinde fra Grenaa fik falsk sms om det nye MitID. Politiet kommer her med gode råd for at undgå at blive snydt.

Artiklens øverste billede

Onsdag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 53-årig kvinde fra Grenaa, der var mandag aften var blevet udsat for bedrageri i forbindelse med det nye MitID. Kvinden havde mandag kl. 23.40 modtaget en sms fra et telefonnummer, der stod registreret som MitID.

I sms’en var der et link, til en side, hvor kvinden blev bedt om at indsende et billede af sit nuværende NemID, hvilket hun havde gjort. Kvinden havde efterfølgende fundet ud af, at der var blevet trukket penge på hendes bankkonto.

Gode råd fra politiet

Politiet har desværre oplevet, at svindlere kontakter nogle borgere på sms, e-mail eller på telefonopkald og tilbyder ”hjælp” med overgangen fra NemID til MitID. ”Hjælpen” består ofte i, at de franarrer folk deres personlige oplysninger og bagefter ”hjælper” dem af med store beløb på bankkontoen.

Politiet advarer kraftigt mod at afgive personlige oplysninger via links man modtager i sms’er og på e-mails. Al kommunikation om MitID foregår udelukkende via e-Boks eller netbank. E-mails, opkald og sms’er om MitID er derfor ikke troværdige. Heller ikke selv om det ser ud som om, henvendelsen kommer fra banken eller Digitaliseringsstyrelsen.

kijo

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen