Spritstiv bilist slingrede og kørte flere gange ind over cykelsti

Handlekraftige borgere fik søndag eftermiddag standset en bilist, som politiet mistænker for spritkørsel.

Artiklens øverste billede
Spritkørsel søndag eftermiddag i Allingåbro. Arkivfoto.

To borgere handlede søndag eftermiddag resolut og fik forhindret en formodet spritbilist i at køre videre fra p-pladsen ved Aldi i Allingåbro.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Kl. 13.30 opdagede en mand, at en mandlig bilist slingrede meget kraftigt på Hovedgaden i Allingåbro og flere gange kørte ind over cykelstien. Da bilisten kørte ind på Aldis p-plads, fulgte manden efter. Bilisten gik nu ud af bilen, og ifølge manden, gik han på meget usikre ben ind i butikken. Manden holdt bilisten under opsyn og kontaktede en kvinde på stedet, som ringede til politiet.

Da en patrulje kort efter kom frem, havde kvinden taget bilnøglen fra den 37-årige bilist, som stod ved sin bil med en flaske uåbnet sprut i hånden. Flere borgere havde samlet sig omkring manden for at forhindre ham i at køre fra stedet, og han forholdt sig roligt ved politiets ankomst.

Den 37-årige virkede kraftigt beruset, og han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel. Han fik efterfølgende foretaget en blodprøve, der skal vise, hvad hans promille var.

jwh

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen