58-årig dømt i kæmpe sag: Købte to kilo amfetamin og pistol via krypteret chattjeneste

58-årig mand har fået seks års fængsel i omfattende narkosag ved Retten i Aarhus.

Artiklens øverste billede
Foto: Danni Paulsen

To kilo amfetamin og våbenbesiddelse. Det var omdrejningspunktet i en sag mod en 58-årig mand ved Retten i Aarhus, som der netop er faldet dom i.

Manden er blevet idømt seks års fængsel, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Sagen er en udspringer af en omfattende narko-efterforskning, som Særlig Efterforskning Vest står bag.

I sommeren 2020 slog enheden til en større koordineret aktion, hvor 12 personer blev anholdt i Aarhus, Vejle, Horsens, Nørresundby, Københavns Vestegn og på Djursland.

Under ransagningerne blev der fundet både amfetamin og våben, og den store aktion var ydermere en udspringer af en tidligere stor og relateret sag, hvor der blev fundet flere hundrede kilo amfetamin i Odder-området.

Den 58-årige mand blev dømt for at formidle en aftale om køb af to kilo amfetamin via en krypteret chattjeneste, ligesom han også bestilte en pistol med ammunition over selvsamme tjeneste.

Amfetaminen blev afleveret på en p-plads i Odder til en 32-årig mand, der er blevet dømt.

Anholdt i Spanien

Den 58-årige har været internationalt efterlyst, idet han ikke blev fundet ved politiets anholdelsesaktioner i Danmark.

I april i år blev han anholdt af spansk politi og efterfølgende udleveret til Danmark.

Dommen på seks års ubetinget fængsel modtog den 58-årige mand, oplyser politiet.

»Jeg noterer mig med tilfredshed, at straffen til den 58-årige for at handle med narko og skydevåben er mærkbar, hvilket understreger sagens alvor. Samlet set er jeg tilfreds med, at det nu er lykkedes politi- og anklagemyndighed i denne sag at få dømt i alt syv mænd, der alle har tilstået at have en rolle i et organiseret og omfattende narkonetværk, som vi mener står bag handel med store mængder hård narkotika,« siger anklager Jacob Gents.

Der er endnu ikke rejst tiltale mod de 10 personer, der fortsat sidder varetægtsfængslet i sagen. To af dem vurderes af politiet at være bagmændene i netværket.

ddp

Læs også

Del artiklen