Video viser splitternøgen mand begå seksuelt overgreb på hest: »Man kan også se hans ansigt tydeligt«

Igen har en hest fra Holbæk Rideklub været udsat for et seksuelt overgreb af en ukendt gerningsmand. Denne gang overlevede hesten.

Artiklens øverste billede
Billedet er fra overvågningsoptagelser af gerningsmanden, som slog til mod rideklubben i september sidste år. Foto: Politiet

Der var tale om endnu et seksuelt overgreb, da en mand for nyligt havde været på nattebesøg i Holbæk Rideklub.

Videoovervågning fra stedet viser, at manden natten til tirsdag den 24. august igennem halvanden time begik seksuelt overgreb på en hest ved navn Florica, skriver B.T., som har talt med den dybt chokerede hesteejer, Mette Stentoft, der har set overvågningsvideoen, politiet nu er i besiddelse af.

»Da han gik ind til min hest, havde han først smidt bukserne midt i staldgangen, så han faktisk kun havde skjorte på. Til sidst sætter han sine sko uden for boksen, og så går han ind til Florica kun med strømper på,« siger hun.

Mette Stentoft synes, der er stor lighed mellem manden, som har mishandlet hendes hest og den mand, som i september sidste år begik et så bestialsk overgreb på en anden hest i klubben, at den efterfølgende måtte aflives.

»Gerningsmanden går fuldstændig ens begge gange på en ret speciel måde med armene langt ud fra kroppen. Næsten lidt hjulbenet. Man kan også se hans ansigt tydeligt,« siger hun til B.T.

Politiet har endnu valgt ikke at offentliggøre video eller billeder af gerningsmanden fra for en uge siden, men har allerede på det kraftigste opfordret gerningsmanden til at melde sig selv, hvilket dog ikke er sket.

Han beskrives som: 30-35 år, 160-170 cm høj, lys i huden, slank og senet af bygning, kortklippet hår med tydelige bakkenbarter. Han var iført skjorte, shorts og iført sixpence og Jodhpurs - korte ankelstøvler i læder med elastikker i siden. Han har en atypisk gangart, hvor han går med armene langt ud fra kroppen.

jn

Læs også

Del artiklen