Coronaen har været hård ved tyvene: Østjyske indbrudstal styrtdykker

Antallet af indbrud er mere end halveret på kort tid.

Artiklens øverste billede
Modelfoto: Adobe Stock

Mange har haft det svært under corona-pandemien, men særligt indbrudstyvene har været ramt.

Med så mange danskere hjemme har de haft svære arbejdsbetingelser, og det kan da også tydeligt ses på statistikken.

I det første halvår af 2020 var der blot 972 indbrud i hele Østjylland. Det tal lød på 1.106 året forinden.

Men i år er der kun blevet anmeldt 549 indbrud i det østjyske, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Altså er antallet af indbrud mere end halveret i forhold til 2019.

»Det er selvfølgelig glædeligt, at vi bliver ved med at se et fald i antallet af indbrud i private hjem, men vi må ikke læne os tilbage og tro, at der ikke længere er nogen risiko for at blive udsat for indbrud. Derfor opfordrer jeg også til, at man tager sine forholdsregler og gør boligen klar til at være alene hjemme, inden man drager på ferie,« siger vicepolitiinspektør Camilla Nielsen og henviser til den forestående sommerferie, hvor der igen er åbnet for rejser til det meste af Europa.

Og mange tomme hjem betyder øget risiko for indbrud.

»Det har ikke været nemt at være indbrudstyv under corona-pandemien, hvor mange har været hjemme, både til hverdag og i ferieperioderne. Så med udsigt til en sommer, hvor mange igen kan rejse væk, kan man frygte, at nogle indbrudstyve vil forsøge at indhente det tabte,« siger forklarer hun.

ddp

Læs også

Del artiklen