Politi søger vidner: Har du set to stjålne motorcrossere?

Østjyllands Politi leder efter to motorcrossere, der blev stjålet i forbindelse med et indbrud.

Artiklens øverste billede
Denne gule motorcrosser, hvor der står der nummer 23 på siden, er en af to motorcrossere, politiet nu efterlyser. Foto: Privat

På et tidspunkt mellem klokken 21 fredag aften og klokken 6 lørdag morgen har to gule motorcrossere, der stod på et værksted ved Grenaa, skiftet ejere.

Problemet er bare, at de nye ejere har stjålet motorcrosserne, og Østjyllands Politi beder nu befolkningen om hjælp til at finde de hurtige maskiner, så de kan blive returneret til deres retmæssige ejer.

»I dette tilfælde er det nogle ret genkendelige motorcrossere, og der er en vis sandsynlighed for, at folk kan genkende dem, hvis de ser dem,« siger pressemedarbejder hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til Lokalavisen Aarhus.

Den anden efterlyste motorcrosser kan genkendes ved, at tallet 35 tydeligt fremstår på siden af maskinen. Foto: Privat

Mere præcist blev motorcrosserne stjålet fra et værksted ved en landejendom på Kristianmindesvej vest for Grenaa.

Der er tale om to gule, og ret dyre, motorcrossere af mærket Suzuki. Den ene har hvide nummerplader og med sort skrift står der nummer 23 på siden. Den anden har nummer 35 skrevet med hvid skrift på grøn baggrund.

Har man set de to motorcrossere, eller har man viden om, hvor de befinder sig, så kan man ringe til Østjyllands Politi på telefon 114.

Læs også

Del artiklen