Flere snuppet på ulovlige knallerter på Djursland

En større politiaktion medførte en del lovovertrædelser i Grenaa, Ebeltoft og Auning

Artiklens øverste billede
Arkivfoto.

Lokalpolitiet i Grenaa og Østjyllands Politis færdselsafdeling var torsdag eftermiddag og aften en tur rundt på Djursland med særlig fokus på hurtige og ulovlige knallerter.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Betjentene fik under aktionen fat i flere af de meget hurtige knallerter, både i Grenaa, Ebeltoft og Auning, hvor nogle af knallerterne på et rullefelt blev målt til at kunne nå en tophastighed på op mod 60 km/t.

Betjentene tog to knallerter med hjem fra Ebeltoft. Den ene tilhørte en 18-årig mand, der tidligere er blevet sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert. Det blev han endnu engang, da politiet torsdag ved 17.30-tiden tjekkede hans knallert foran Kvickly på Østerallé i Ebeltoft. Denne gang blev knallerten så beslaglagt med henblik på konfiskation.

Også en 62-årig mand måtte gå hjem, da han klokken 17.22 blev standset på sin knallert på Søndre Strandvej i Ebeltoft. Manden var påvirket af spiritus, og kombineret med at hans knallert blev målt til at kunne køre 60 km/t, var det en ret skidt blanding. Han blev derfor både sigtet for spirituskørsel og fik beslaglagt sin knallert med henblik på konfiskation.

I Auning fik en motorcykelbetjent fanget tre knallerter på én gang. Den ene af knallertførerne, en 15-årig dreng, forsøgte ganske vist at flygte via skoven ved Gl. Estrup, men motorcykelbetjenten var på en off-roader og trak det længste strå efter et par minutters jagt i skoven. Den 15-årige blev derefter både sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert og for ikke at efterkomme politiet anvisninger.

Samlet set gav torsdagens indsats følgende sager:

Lille knallert med tophastighed på over 43 km/t: 7 – heraf en beslaglagt

Ingen førerret til lille knallert: 2

Manglende brug af styrthjelm: 2

Ingen forsikring af lille knallert: 1

Spirituskørsel på lille knallert: 1

Fejl/mangler: 1

Manglende registrering: 1

Anvisning ej efterkommet: 1

Manglende brug af sikkerhedssele (bil): 4

Brug af håndholdt mobiltelefon: 3

Kørekort ej med medbragt:

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen