12-årig overfaldet og forsøgt røvet af 14-årig dreng ved park

Politiet fandt frem til 14-årig dreng, der stod bag røveriforsøg mod 12-årig dreng i Mørke

Artiklens øverste billede
Dreng stod bag røveriforsøg mod en anden dreng i Mørke.

En 12-årig dreng kom lørdag eftermiddag ved 16-tiden ud for en ubehagelig oplevelse, da han stod sammen med en gruppe venner på Parkvej i Mørke. Pludselig kom en 14-årig dreng hen til gruppen og overfaldt den 12-årige med slag i maven, hvorefter han forsøgte at stjæle penge og et par AirPods fra den 12-årige. Den 12-årige nåede dog at stikke af, før den 14-årige fik held med sit røveriforsøg.

Det fortæller vagtchef Peter Tholstrup fra Østjyllands Politi.

"Vi fik anmeldelsen klokken 16.22 fra en forælder til en pige, som var med i vennegruppen sammen med den 12-årige dreng. Forælderen kunne beskrive, hvordan den 14-årige så ud, samt at han sad i en park tæt på gerningsstedet," fortæller vagtchefen.

En patrulje blev derfor sendt ud til området, og klokken 16.37 kunne betjentene tilbageholde den 14-årige dreng.

Han blev efterfølgende afhørt om forholdet. Da han er under 15 år, som er den kriminelle lavalder, er sagen dog nu overladt til de sociale myndigheder, oplyser Peter Tholstrup.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen