Hans Henrik Møller og Kristian Krog i det prisbelønnede byggeri. Pressefoto

Hans Henrik Møller og Kristian Krog i det prisbelønnede byggeri. Pressefoto

Grenaa-firma entreprenør på Årets Byggeri 2020

Entreprenørvirksomheden Rasmus Jakobsen A/S sætter en ære i at renovere bygninger efter gamle håndværkstraditioner

Byggeri Entreprenørvirksomheden Rasmus Jakobsen A/S sætter en ære i at renovere bygninger efter gamle håndværkstraditioner og denne ekspertise er udnyttet til fulde i forbindelse med renoveringen af Maltfabrikken i Ebeltoft, der har fået navnet 'Ny Malt'.

Maltfabrikken lå øde hen et par årtier, inden der blev udskrevet en projektkonkurrence, som skulle omdanne det gamle vartegn til et miljø for kulturelle, private og offentlige udfoldelsesmuligheder. Det er Praksis Arkitekter, der står bag transformationen og nyskabelsen af de ikoniske røde fabriksbygninger. I marts 2020 stod projektet færdigt.

Nyt og gammelt mødes

"Det har været et spændende projekt for os," udtaler projektchef og medejer Hans Henrik Møller i en pressemeddelelse:

"Det ligger rigtigt godt til os som virksomhed. Vi har en egenproduktion der har erfaring med og interesse for renovering efter gamle håndværksmæssige traditioner. Det er et must i en sag som denne. Det er af helt afgørende betydning, at vi har folk på pladsen, der har sans for detaljerne og kan træffe de helt rigtige beslutninger i rådgiverens ånd. Gennem hele projektet har det været utroligt vigtigt for os at inddrage specialister og de helt rigtige leverandører, for at opnå et topresultat. Det udfordrende i at få nyt og gammelt murværk til at mødes og den bæredygtige tanke om at genbruge de ressourcer vi har, kan vi rigtig godt lide."

Interessante kontraster

Kristian Krog, Maltfabrikkens direktør udtaler sig om samarbejdet med Rasmus Jakobsen.

"Det vigtige ved transformation, som vi jo kalder forvandlingen af Maltfabrikken er, at man i restaureringstilgangen har en respekt for det der er der i forvejen og det der bliver føjet til. Det handler meget, om materialerne og måden man gør det på, sensibiliteten i at tilgå projektet. Det er bestemt ikke lige meget, om man bruger en kalkmørtelfuge eller en gummifuge. Det er ikke lige meget, om den fremstår blød i kanten, eller om den er hårdt strøget. Det er de overvejelser, der giver det færdige resultat. Jeg synes, vi har haft en rigtig god proces sammen med Rasmus Jakobsen i forhold til dialogen omkring udtrykket. Vi har hele tiden været inde og lave referenceprøver. Jeg har næsten dagligt været i dialog med murer Poul Juul Holst fra Rasmus Jakobsen. De steder, hvor vi så ikke lige ramte det ønskede resultat i første omgang, prøvede vi bare igen. Man kan ikke bare sige, at man laver en mockup og så kører efter den. Alle steder støder gammelt og nyt sammen. Der er forskellige opgaver i næsten hvert et rum, man går ind i. Man kan se nye murerfelter, der står skarpt op mod noget, som står fuldstændigt forfaldent, noget der nærmest ikke har bevæget sig siden fabrikken, lukkede i 1998. Det er de kontraster der gør, at det bliver interessant at være her," mener Kristian Krog.

Hjertet banker for Maltfabrikken

Og murer Poul Juul Holst synes ligeledes, at arbejdet har været spændende:

"Her er ingen lige linjer eller faste tegninger over, hvordan hver enkelt detalje skal udformes. Jeg kan godt lide, at jeg som håndværker får stor indflydelse på udformningen. Det er min faglighed, der gør, at vi får det nye til at passe ind i det omkringliggende murværk. Det gælder både udenfor og inden døre på Maltfabrikken."

Pouls hjerte banker for Maltfabrikken. Han er stolt over, at projektet er kåret af byggebranchen som 'Årets Byggeri 2020' og vinder af Loop Design Award 2020 og sidst, men ikke mindst er indstillet til Mies van der Rohe Award, som først afgøres i april 2022.

gs

Publiceret 14 March 2021 09:00