Foto: Rigspolitiet

Mand med knive i Auning kom med søforklaring midt om natten

En patrulje fik natten til onsdag klokken 03.05 øje på en kvinde og en mand, som sad ved et bænkesæt på en p-plads på Grenåvej i Auning.

Da betjentene gik hen for at få en snak med dem, kunne de se, at der lå en kniv på bordet.

Derudover fandt betjentene en kniv i en taske, der lå ved siden af bordet, og den 41-årige mand erkendte, at begge knivene var hans.

Han forklarede, at han havde knivene med for at snitte nogle snobrødspinde og bygge en bivuak. Da hverken han eller hans veninde havde noget som helst udstyr med, der indikerede, at de var på friluftstur, blev knivene beslaglagt, og han blev sigtet for at have overtræde knivloven.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jr

Publiceret 25 November 2020 13:05