Arkivfoto

Arkivfoto

Ballade i Grenaa:

Hærværksmænd og beboere i slagsmål

Unge mænd anholdt og sigtet for flere forhold

To unge mænd på 17 og 18 år er sigtet for en række alvorlige forhold efter at have skabt en hel del ballade på Fasanvej i Grenaa lørdag aften.

Klokken 22.39 fik politiet en anmeldelse om slagsmål mellem fire personer.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor der viste sig at være fest.

De to unge mænd, som var gæster, havde udøvet hærværk i lejligheden, og det var beboerne ikke tilfredse med.

Derfor havde de forsøgt at få den 17- og 18-årige til at blive på stedet, til politiet kom frem.

Men det var hærværksmændene ikke interesserede i, og det udviklede sig derfor til håndgemæng, hvor beboerne blev sparket og slået.

Roen fik ikke ligefrem lagt sig, da patruljen ankom. Derimod slog den 17-årige ud efter en af betjentene, og begge ballademager svinede betjentene til.

Begge blev anholdt og indbragt til detentionen i Aarhus, hvor de søndag formiddag blev sigtet for både vold, hærværk, forsøg på vold mod tjenestemand samt fornærmelig tiltale mod personer i offentlig tjeneste.

Begge vil blive løsladt efter endt sagsbehandling, oplyser politiet.

dp

Publiceret 26 July 2020 11:27