Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Sjtal våben og gravede dem ned på Djursland:

Nu har 43-årig fået sin fængselsdom

En 43-årig mand skal flere år i fængsel, efter han blev dømt skyldig i at have stjålet flere skydevåben og en stor mængde ammunition fra en villa Grenaa og transporteret dem til en anden adresse på Djursland

En 43-årig mand blev tirsdag ved Retten i Randers idømt to år og otte måneders ubetinget fængsel for at have stjålet flere skydevåben og en stor mængde ammunition fra en villa i Grenaa og transporteret dem til en adresse på Djursland. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

To mænd på 36 og 40 år, der var tiltalt for samme forbrydelse, blev frifundet.

Den 43-årige blev dømt for at have brudt ind i villaen den 19. maj sidste år. Her stjal han et våbenskab med fire haglgeværer og en riffel med tilhørende ammunition. I oktober fik Østjyllands Politi et tip om, at den 43-årige havde gemt flere skydevåben på sin adresse på Djursland, og politiet besluttede at ransage hans hus og grunden omkring det. Under ransagningen fandt betjente og hunde de stjålne våben med ammunition, der blandt andet var gravet ned i et græsareal omkring grunden.

Den 43-årige blev anholdt og sigtet for indbrud og for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. Dagen efter blev han varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør, og mandag blev han så dømt i sagen. Han blev dømt for under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af og transporteret skydevåbnene med ammunition på et offentligt tilgængeligt sted, fremgår det af pressemeddelelsen.

Overvejer at anke

Ud over våbenbesiddelse og indbrud blev han også dømt for besiddelse af euforiserende stoffer, idet politiet fandt en mindre mængde amfetamin under ransagningen af hans bopæl.

Østjyllands Politis efterforskning af sagen førte til anholdelse af de to medtiltalte mænd på 36 og 40 år. Begge var ligesom den 43-årige tiltalt for indbrud og våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.

”Det blev lagt til grund, at den 43-årige havde umiddelbar adgang til de stjålne våben med ammunition på hans adresse, og at de kunne været anvendt til fare for andre. Jeg er derfor tilfreds med, at han nu er idømt en længere fængselsstraf, og at anklagemyndigheden fik medhold i, at våbenbesiddelsen var under særligt skærpende omstændigheder, selvom våbnene efter tyveriet blev transporteret i et aflåst våbenskab. Jeg vil nu overveje, om jeg vil indstille dommen til anke vedrørende de to medtiltalte, ” siger anklager Jacob Gents i pressemeddelelsen.

Den 43-årige erkendte indbrud, men han nægtede våbenbesiddelse under skærpende omstændigheder og tog betænkningstid med hensyn til anke af dommen.

Han blev fortsat varetægtsfængslet efter dom, frem til afsoning påbegyndes, oplyser Østjyllands Politi.

jwh

Publiceret 11 February 2020 14:59