Arkivfoto

Arkivfoto

Løb fra politiet med fyldt narkobøtte:

Bosnier fra Allingåbro skal i fængsel og sendes hjem

En bosnisk pusher blev snuppet i sit hjem, som indeholdt en hel del narkotika. Nu har han fået sin dom

En 33-årig mand blev onsdag ved Retten i Randers kendt skyldig i narkohandel og idømt to års ubetinget fængsel og udvist til sit hjemland Bosnien.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev snuppet i november fik politiet specialpatrulje aflagde ham et uanmeldt besøg i hans hjem i nærheden af Allingåbro. Det gjorde man, efter man havde modtaget et tip om, at han solgte stoffer fra hjemmet.

Da ordensmagten troppede op, forsøgte den 33-årige at løbe ud af bagdøren med en bøtte kokain og ecstasy. Han nåede dog ikke døren, før betjentene havde fat i ham.

Ud over 48 ecstasy-piller og 49 gram kokain fandt betjentene omkring 640 gram amfetamin i mandens fryser, ligesom de også beslaglagde en mindre mængde hash, skunk og noget cannabisolie. I huset lå der også adskillige salgsposer, og i retten erkendte den 33-årige, at han havde solgt narko flere gange.

Manden blev også dømt for at have overtrådt våbenloven ved at have været i besiddelse af flere haglpatroner, som han ikke havde tilladelse til at have.

"Det var en stor mængde amfetamin, som politiet nu har fået væk fra gaden. Retten fulgte praksis med at straffe handel med hård narko med en længere fængselsstraf, og da hans tilknytning til Danmark er begrænset, blev han også udvist af landet," siger senioranklager Jakob Beyer.

Den 33-årige erkendte forholdene i retten, men ankede dommen til formildelse.

dp

Publiceret 04 February 2020 15:51