Bankrådgiver lokkede kunder til at skrive under på papirer, der gav ham tilladelse til at udbetale penge til sig selv.

Bankrådgiver lokkede kunder til at skrive under på papirer, der gav ham tilladelse til at udbetale penge til sig selv. Modelfoto: Adobe Stock.

Ufattelig kynisk og udspekuleret: Bankrådgiver svindlede kunder for 2,5 millioner kroner

Bankrådgiver kendt skyldig i millionbedrageri

En 52-årig bankrådgiver fra Norddjurs er blevet kendt skyldig i over 100 tilfælde af bedrageri af bankkunder for i alt cirka 2,5 millioner kroner.

Han var ansat som rådgiver i Sparekassen Kronjyllands filial i Auning, hvor han fra 2011 til 2018 snød sine kunder for de mange penge.

"Den dømte bedrog kunderne ved at bilde dem ind, at de skulle betale gebyrer, afgifter eller lignende i forbindelse med eksempelvis byggesager, realkreditsager og forsikringssager. På den måde fik han dem til at underskrive nogle papirer, hvor de i virkeligheden gav ham tilladelse til at udbetale pengene til sig selv," siger Østjyllands Politis specialanklager Jesper Rodkjær til Randers Amtsavis.

Afgift på 40.000 kroner

Bedrageriet blev opdaget i september 2018, da en kunde brokkede sig over at skulle betale en afgift på 40.000 i forbindelse med forsikringssag. Det fik banken til at undersøge rådgiveren, der viste sig igennem flere år systematisk at have bedraget kunder, han var sat til at rådgive. Sagen blev i oktober 2018 meldt til politiet, og den 52-årige mand blev bortvist fra arbejdspladsen.

"Det her er en helt enestående sag. Jeg har arbejdet i branchen i mere end 20 år, og jeg har aldrig set noget lignende. Grunden til, at det har kunnet lade sig gøre, er at den dømte har været ufatteligt kynisk og udspekuleret," siger Sparekassen Kronjyllands områdedirektør Anders Balle Rasmussen til Randers Amtsavis.

Sagen har fået banken til at indføre nye arbejdsgange for at undgå lignende sager.

Den nu tidligere bankrådgiver fik en dom på halvandet års fængsel samt 200 timers samfundstjeneste. Han skal dog kun afsone tre af de 18 måneder, idet resten blev gjort betinget af, at han ikke laver ny kriminalitet.

Den dømte erkendte langt de fleste tilfælde af bedrageri og forklarede i retten, pengene gik til spil, som han var blevet afhængig af.

jr

Publiceret 31 October 2019 14:38