Foto: Øxenholt Foto

Brand i gammel mølle på Djursland

Der udbrød mandag brand i den over 160 år gamle Marie Mølle i Ebeltoft

Af
Jonas Wrede Hansen

Brandvæsnet blev mandag eftermiddag kaldt ud til en brand i Marie Mølle i Ebeltoft. Den gamle mølle, der kan dateres helt tilbage til 1850'erne, var antændt i stue-etagen, hvor der var ild flere steder. Det oplyser Allan Frederiksen, indsatsleder hos Beredskab og Sikkerhed, til Lokalavisen.

"Vi får anmeldelsen klokken 15.41, og da vi ankommer til stedet, er der brand i gulvet i stuen og i køkkenet," fortæller han.

Foto: Øxenholt Foto

Møllen er i nyere tid blevet renoveret og udlejes nu som feriehus igennem Novasol. Det var ifølge Allan Frederiksen da også lejende gæster, der opdagede branden. De kom hjem og så flammerne, da de åbnede døren, og valgte med det samme at ringe efter brandvæsnet. Indsatslederen forklarer til Lokalavisen, at det var meget heldigt, at gæsterne ikke kom senere hjem til møllen, for så kunne det være endt rigtig galt.

"Vejret var ikke med os. Der blæste en stiv vind, hvilket ikke gjorde forholdene særlig gode. Var der sprængt et vindue, så havde det været en noget anden brand," fortæller Allan Frederiksen.

Ilden havde heldigvis kun fat i gulvet, og det tog ikke brandmændene særlig lang tid at få styr over branden. Ifølge Allan Frederiksen var branden slukket ved 17.30-tiden.

Politiets teknikere er nu i gang med at undersøge, hvad der forårsagede branden.

Publiceret 01 July 2019 18:44