En nabo sørgede resolut for at slukke en brand i et elmålerskab i Nimtofte med en pulverslukker. Foto: Brand og Redning Djursland

En nabo sørgede resolut for at slukke en brand i et elmålerskab i Nimtofte med en pulverslukker. Foto: Brand og Redning Djursland

Nytår:

Fire brandudrykninger på Djursland

Både Østjyllands Politi og Brand og Redning Djursland melder om en relativ rolig nytårsnat på Djursland

Af
Af Martin Schultz

I alt fire udrykninger var der brug for nytårsnat og nytårsmorgen på Djursland, og det involverede fire forskellige brandmandskaber fra stationerne i Grenaa, Ebeltoft, Hornslet og Kolind.
Første gang alarmen gik var kl. 23.04, da et hold brandmænd måtte rykke ud fra brandstationen i Grenaa til en bygningsbrand i Bakkekrogen i Grenaa.
Her var der gået ild i en skraldespand op ad et stakit, og flammerne havde fået fat i tagpappet på et tagudhæng. Men takket være meget hurtig indgriben fra naboer, som holdt branden nede med vand fra spande, udviklede branden sig ikke faretruende.
”Havde naboerne ikke grebet ind, kunne vi nemt have stået med en meget mere omfattende bygningsbrand,” siger viceberedskabschef Jan Recke, Brand og Redning Djursland.

Ild i 1. sal i Boeslum

På den anden side af midnat var det mandskab fra Ebeltoft Brandvæsen, som kl. 00.17 måtte rykke ud til en brand på 1. salen i et helårshus på Silkehalevej i Boeslum.
Mens beboerne opholdt sig i stueetagen, var der gået ild i 1. salen, men mandskabet fik ved en hurtig indsats begrænset ilden til 1. salen.
”Vinduerne var sprængt og huset har fået røg- og sodskader,” fortæller viceberedskabschef Jan Recke.

Bål på gulvet i forsamlingshus

Mere var der ikke at komme efter i løbet af natten, men kl. 08.54 måtte mandskabet fra Hornslet Brandstation rykke ud til Hvilsager Forsamlingshus på Kirkebakken i Hvilsager. Her var der blevet slået alarm på 112 på grund af ild inde i forsamlingshuset, hvor der havde været fest nytårsaften.
”Da mandskabet nåede frem, havde ilden næsten kvalt sig selv, men mandskabet slukkede flammer i et bål på forsamlingshusets gulv,” fortæller Jan Recke.

Brand i elmålerskab i Nimtofte

Sidste udrykning nytårsmorgen måtte mandskabet fra Kolind Brandstation af sted på kl. 09.33, da der efter en kortslutning opstod brand i et elmålerskab på Sønderskovbakken i Nimtofte.
Elmålerskabet stod både op ad et stakit og en større brændestabel, men takket være en årvågen nabo med en pulverslukker fik man hurtigt bugt med ilden. Beboerne i området måtte undvære elektricitet om formiddagen, men NRGI gik hurtigt i gang med at genoprette elforsyningen.
”I både Grenaa og Nimtofte var det opmærksomme naboer, som tog affære, og det er en indsats vi virkelig skønner på,” siger viceberedskabschef Jan Recke fra Brand og Redning Djursland.

Publiceret 01 January 2015 14:05