Ørsted Biograf skal ikke købe ny computer i denne omgang på grund af en snarrådig indsats fra tysk politi. Arkivfoto.

Ørsted Biograf skal ikke købe ny computer i denne omgang på grund af en snarrådig indsats fra tysk politi. Arkivfoto.

Tyvekoster:

Smykker og computer tilbage i Ørsted

Tysk politis snarrådige indsats sørgede for, at tre moldaviske tyveknægte ikke havde held til at bringe udbyttet fra to tyverier i Ørsted med til deres hjemland

Af
Af Lars Norman Thomsen

Forleden blev der begået indbrud to steder i ly af mørket i Ørsted.
Ved at opbryde to døre skaffede ukendte tyveknægte i ly af nattens mørke sig adgang til Ørsted Biograf, hvor det lykkedes at slippe af sted med biografens bærbare computer og kontante byttepenge.

Computeren anvender biograffolkene til sammen med det digitale udstyr at afvikle filmforevisningerne. Heldigvis forgreb tyveknægtene sig ikke på det dyrebare digitale udstyr, som ikke led overlast.

Tog ikke det digitale udstyr

Nogenlunde på samme tidspunkt fik også Urmager G. Berg Møller besøg af tyveknægte, der brød ind i urmager- og guldsmedeforretningen på Sygehusvej i Ørsted, hvor tyveknægtene slag væk med guldsmykker.
Ingen vidner havde observeret indbruddene, som selvfølgelig blev anmeldt til politiet, og derfor troede man hos både biograf og urmager, at det ville være en umulig sag for politiet at få has på.

Tysk politi tog affære

I sidste uge blev dansk politi imidlertid kontaktet af kolleger i Nordtyskland. På en rasteplads i nærheden af Rendsburg havde politiet fattet mistanke til en bulgarsk indregistreret bil med tre personer fra Moldavien. Ved en ransagning af køretøjet kom både guldsmykker og computer for dagens lys.   
Urmager G. Berg Møller begav sig herefter til Rendsburg for at afhente sine guldsmykker, og det var en glad Kirsten Bjerg, formand for Ørsted Biograf, der modtog en opringning fra Berg Møller, som kunne fortælle, at han også havde fået udleveret biografens computer, som ikke så ud til at have lidt overlast.
Ørsted Biograf får nu installeret tyverialarm i biografen, for at forebygge for lignende besøg af uindbudte 'gæster' fremover, fortæller Kirsten Bjerg.

Publiceret 15 August 2014 12:05