Tyve blev optaget på film

En sommerhusejer opdagede hjemmefra ved hjælp af sin videoovervågning, at der var indbrud i hans sommerhus

Af
Anette Bonde

Et par tyveknægte, en kvinde og en mand, blev optaget af videoovervågning, mens de var i gang i et sommerhus på Blishønevej i Dejret ved Knebel.

Tirsdag klokken 19.42 ringede en anmelder til Østjyllands Politi og fortalte, at der var gået en alarm i hans sommerhus. Han kunne så videoovervågningen se, at en mand og en kvinde var inde i huset.

Der blev sendt politi afsted, og en motorcykelbetjent nåede frem i tide til at få standset en bil, der var på vej væk fra gerningsstedet. I bilen sad en mand og en kvinde. Manden stak af, mens den 38-årige kvinde, der er fra Aarhus, blev anholdt. Kort derfra stjal manden en varebil, som han dog ikke kørte ret langt i, før han stoppede og forsvandt til fods. 

Vicepolitikommissær Helle Edelbo oplyser, at manden stadig er på fri fod, men politiet ved, hvem han er.

Publiceret 05 September 2012 10:45