Politiet er gået på Twitter

Østjyllands Politi vil bruge Twitter til hurtig og informativ kommunikation med borgerne

Af
Anette Bonde

Østjyllands Politi er så småt begyndt at røre på sig på det sociale medie Twitter under navnet @OjylPoliti. Inspireret af kollegaerne i København, på Bornholm og i Roskilde har Østjyllands Politi nemlig oprettet en profil på Twitter. Målet er, at komme endnu tættere på borgerne, siger chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen.
"Vi afprøver hele tiden nye måder at kommunikere med borgerne på, og med Twitter får vi en helt unik mulighed for hurtigt at komme ud med vigtig information".
Store og små hændelser
Østjyllands Politi forventer blandt andet at kunne bruge Twitter til at informere om hændelser, der kan få betydning for borgerne, såsom trafikuheld og afspærringer, men også i forbindelse med for eksempel efterlysninger, hvor borgerne kan hjælpe.
Men politiets tweets behøver ikke altid være blå blink, de kan for eksempel også indeholde gode råd til borgerne.
Klar til Aarhus Festuge
Første store prøvelse for Østjyllands Politi på Twitter bliver Aarhus Festuge.
"Vi skal jo lige lære mediet at kende, og her tror vi Aarhus Festuge er et godt sted at starte", siger Bent Preben Nielsen.
Forsøget med Østjyllands Politis tilstedeværelse på Twitter fortsætter året ud.

Publiceret 05 September 2012 07:00