Årvågne vidner fældede fem indbrudstyve

Takket være flere vidner lykkedes det politiet at få fat i fem rumænske indbrudstyve

Af
Anette Bonde

Fem rumænske indbrudstyve blev fældet af årvågne vidner og fotos, mens de i mandags var i gang med et indbrud i Egsmark ved Ebeltoft. I dag, onsdag morgen, blev de fremstillet i grundlovsforhør, der resulterede i, at de blev varetægtsfængslet i fire uger, mens sagen undersøges. De fik ikke mulighed for at kære kendelsen.

Opdaget under indbrud

De fem rumænere blev iagttaget og fældet af flere vidner.
Først blev de opdaget, mens de mandag eftermiddag var i gang med at bære tyvekoster ud fra en villa på Mimosavej i Egsmark. Vidnet kontaktede politiet, og havde samtidig gang i sit kamera. Indbruddet er således dokumenteret af flere billeder.
Vidnet så at de forsvandt i en rumænsk indregistreret bil, og han kørte efter dem, imens han tog flere billeder. Det er tydelige billeder, hvor man kan aflæse registreringnummeret.
Imens vidnet havde kontakt med politiet, kørte gerningsmændene ind ad Holmensvej. Vejen ender blindt, og gerningsmændene var så pressede, at de kastede ting efter vidnets bil, hvorefter han fortrak.
Et andet vidne bemærkede efterfølgende, at bilen standsede på Ved Holmen, hvor de fem gerningsmænd tog sig tid til at bryde et værdiskab op, de havde stjålet på gerningsstedet. Herefter kørte de fra stedet og forsvandt.

Anholdt på fynsk rasteplads

Tirsdag morgen rettede en politiassistent henvendelse til politiet på Fyn, idet hun i sin fritid havde bemærket en mistænkelig rumænsk bil, der holdt på en rasteplads ved den fynske motorvej. Fyns politi kørte til stedet og anholdt ved 9-tiden fem personer, idet de blev fundet i besiddelse af flere koster.
Fyns politi havde umiddelbart ikke noget gerningssted til kosterne, men i samarbejde med Østjyllands politi og vidnedts fotos fra dagen før kunne man konstatere, at bilen var den affotograferede bil, og at effekterne stammede fra indbruddet på Mimosavej. Der var desuden tyvekoster fra to andre indbrud på samme vej, der først blev anmeldt til politiet i løbet af tirsdagen.
De fem rumænere i alderen 21 til 48 år blev fremstillet i retten i Randers i dag onsdag klokken 8.30.

Publiceret 05 September 2012 12:00