Travl aften for politiet i Hornslet Hallerne

Af
Af Lars Norman Thomsen

Politiet havde nok at se til ved Påskeballet i Hornslet Hallerne Skærtorsdag aften og nat arrangeret af Hornslet IF.
En politipatrulje måtte første gang rykke til Hornslet en god time efter midnat, fordi der var optræk til slagsmål. En gruppe på 10 unge mænd af anden etnisk herkomst var blev afvist ved indgangen, men da politiet nåede frem var der forholdsvis roligt.
En 21 årig ung mand fra gruppen udviste dog en så provokerende adfærd, at politiet på stedet sigtede ham for overtrædelse af politiets ordensbekendtgørelse. Den unge mand, som kommer fra Hørning, var tillige i besiddelse af 5 gram hash, så han blev også sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Ny episode lidt senere

Politiets patrulje blev i området, og det var ikke så tosset, for en lille timere senere var den gal igen udenfor Hornslet Hallerne. To ungersvende på 17 år fra Hornslet begyndte pludselig at slå løs på en anden tilfældig ung mand, men politiet nåede at få dæmpet gemytterne i tide.

Tredje episode

Politiet måtte i sving en tredje og sidste gang. Denne gang igen foranlediget af ungersvenden fra Hørning, som fortsatte sin agressive adfærd. Han blev anholdt, og i hans bil fandt politiet yderligere fem gram hash.

Publiceret 10 April 2009 10:18