På den praktiske EUD-linje har eleverne bygget både skaterampe og shelter, som eleverne her er i gang med. EUD-linjen har besøgt VidenDjurs i Grenaa og Tradium i Randers
På den praktiske EUD-linje har eleverne bygget både skaterampe og shelter, som eleverne her er i gang med. EUD-linjen har besøgt VidenDjurs i Grenaa og Tradium i Randers
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Uddannelse: Mere jord under neglene på Auning Skole

Det seneste skoleår har ‘linjedage’ været en fast del at skoleskemaet for 7., 8. og 9. klasserne på Auning Skole. Her har eleverne hver onsdag været ude af klasselokalet for at lære på en anderledes og mere praktisk måde, og det skal fortsætte til næste

Af Janni K. Nielsen

Eleverne på Auning Skole har kunnet vælge mellem den praktiske EUD-linje, hvor man arbejder med mennesker, den international linje, den naturfaglige linje og linjen for krop, bevægelse og motion siden skoleårets start, hvor de ugentlige linjedage har givet eleverne mulighed for at fordybe sig i et selvvalgt fagområde. Her har eleverne valgt tre ud af de fem linjer, som de i årets løb har været igennem og stadig deltager i hver onsdag.

“Linjedagene handler om læring på nye måder. Læring er ikke kun noget, der foregår i et klasselokale, hvor læreren står og taler ved tavlen. Man lærer også af praktiske ting, og det giver motivation for eleverne at bruge hænderne og se noget blive til. På den måde handler det både om læring og motivation,” forklarer Lars Birger Sørensen, skoleleder på Auning Skole, som har været med til at søsætte linjedagene.

Spores ind på fremtiden

Syvende klasse har kørt forløbet for sig selv, mens 8. og 9. klasse kører det sammen og har indlagt besøg på ungdomsuddannelser som en del af linjedagene.

“Det er en vigtig del af linjedagene at spore eleverne ind på, hvad de gerne vil fremover, og her kan de komme ud og snuse til ungdomsuddannelserne. Hvis man eksempelvis vælger linjen med natur, så kan man besøge Skovskolen eller komme ud og lave noget ved et vandhul, men man kommer også ud på gymnasiet og ser, hvordan det er at have naturfag der. Naturfag bliver på den måde fællesnævneren, men på forskellige måder,” fortæller Lars Birger Sørensen.

Efter snart et år med linjedagene som fast del af skemaet for skolens ældste klasser, er man på Auning Skole nu i gang med at evaluere forløbet, som man ønsker at fortsætte med til næste skoleår.

“Vi har oplevet en stor motivation og interesse fra elevernes side. Derfor tænker vi, at vi vil fortsætte med linjedage til næste skoleår. Vi vil lave ændringer i forhold til, at vi hele året har kørt med alle onsdage, hvor vi fremover vil have linjedagene i perioder,” siger Lars Birger Sørensen.

Nye muligheder i spil

Samarbejdet med de lokale ungdomsuddannelsesinstitutioner vil Auning Skole gerne fortsætte, men der er mulighed for, at der kommer ændringer i elevernes muligheder.

“Vi har samarbejdet med ungdomsuddannelserne, hvor de har budt os inden for, og det er vi taknemmelige over. De investerer også noget i det og lægger undervisere til og planlægger forløbene med vores lærere. På den måde er ungdomsuddannelserne klart med til at gøre vores tilbud bedre,” siger Lars Birger Sørensen. Han kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt det bliver de samme tilbud og samarbejdsaftaler, der vil gøre sig gældende til næste år, men han er åben for nye tiltag.

“Vi vil være åbne for nye vinkler i forhold til linjerne. E-sport, som VidenDjurs også har uddannelser inden for, kunne være spændende. Det afhænger af, hvad vi tror på, og hvad vi har af kompetencer til i huset. Vi har også nogle musikkyndige, som vi kunne arbejde med. Men vi er i evalueringsfasen nu, så vi er ved at undersøge, hvad vi kan tilbyde næste skoleår,” afslutter Lars Birger Sørensen.

Publiceret: 19. Marts 2017 10:34
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Norddjurs
Seneste
Lokalavisen Norddjurs
Mest læste
Lokalavisen Norddjurs
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt