Grenaa Gymnasium oplever en så stor stigning i ansøgertallet til den internationale linje IB, at der til næste år er det samme antal klasser på gymnasiet som i år. Foto: Grenaa Gymnasium.
Grenaa Gymnasium oplever en så stor stigning i ansøgertallet til den internationale linje IB, at der til næste år er det samme antal klasser på gymnasiet som i år. Foto: Grenaa Gymnasium.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Uddannelse: International linje redder året for Grenaa Gymnasium

STX må nøjes med tre klasser næste år

Ansøgere til Grenaa Gymnasium

Det er et ganske markant fald i ansøgere til den almene studentereksamen, STX, som Grenaa Gymnasium har oplevet.

Ifølge Region Midtjyllands opgørelse er ansøgertallet faldet med 28 procent. Sidste år fik gymnasiet således 121 ansøgere til STX. I år er det tal faldet til 87. Ligeledes er antallet af ansøgere til HF-uddannelsen også faldet. Sidste år søgte 58 ind på HF, mens 44 i år har valgt at søge ind på HF-uddannelsen. 

Ifølge rektor Helene Bendorff Kristensen er det ikke umiddelbart tydeligt, hvor de unge er søgt hen i stedet, idet også ansøgerne til handelsgymnasierne er faldende. Forklaringen kan findes i, at der generelt er mindre ungdomsårgange på vej. Det er også en af konklusionerne fra Region Midtjylland, som over de seneste to år har registreret et fald i antallet af ansøgere til regionens STX-uddannelser på 10 procent.

Helene Bendorff Kristensen, rektor på Grenaa Gymnasium, lægger ikke skjul på, at det kunne være blevet en ganske alvorlig situation, og krisesnak kunne begynde at fylde på gangene på skolen.

Ligesom så mange andre gymnasier kan skolen i Grenaa også konstatere et faldende antal ansøgere til den almindelige tre-årige studentereksamen, STX. Næste år må gymnasiet således nedjustere antallet af 1.G-klasser fra fire til tre, og i runde tal betyder den udvikling også, at man må skære tre lærerstillinger. Sådan kommer det heldigvis ikke til at gå.

Ansøgningstallet til Grenaa Gymnasium internationale linje, IB, har været så stort, at det er lykkedes at opretholde det samme antal klasser på hele skolen, og det har naturligvis skabt lettelse, fortæller Helene Bendorff Kristensen.

“Vi mister en hel klasse på STX, og det er vi selvfølgelig rigtig trætte af, men det betyder jo vildt meget for os, at vi ikke skal ud og fyre lærere. Vi står i forvejen i en tid, hvor vi skal spare (to procent årligt efter Finanslov 2016, red.). Det her kunne godt have givet en dyb krise, men nu lander vi altså på samme antal klasser som sidste år. Det er lidt held i uheld, når det nu skal være,” uddyber Helene Bendorff Kristensen.

Ud i verden

Grenaa Gymnasium har udbudt den internationale linje siden 2003, og den efterhånden store erfaring kan være en af forklaringerne på, at det lykkes at trække unge fra store dele af verden til Grenaa. Antallet af lokale ansøgere til den internationale linje er imidlertid også i vækst. Når skoleåret 18/19 begynder, stille 10 lokale elever således til start på linjen imod fire elever sidste år.

“Jeg tror, det skyldes, at vi er blevet bedre til at kommunikere ud, at vi har denne mulighed, og så er uddannelse i sig selv også blevet mere kendt. Uddannelsen tiltrækker de unge, fordi den findes overalt i verden og har de samme værdier. Det tror jeg, at mange unge godt kan se sig selv i, og så er der mange, der har en drøm om at læse videre i udlandet, og det ser de nok den her uddannelse som en hurtigere vej til,” fortæller Helene Bendorff Kristensen.

Musik på programmet

Rent undervisningsmæssigt får det ikke den store betydning, at der fremover er en international klasse mere. Her kan den nuværende lærerstab ifølge rektoren sagtens dække ind. Fra næste år har de dog et ekstra fag at holde styr på, når Grenaa Gymnasium føjer musik til skemaet på den internationale linje.

Publiceret: 17. April 2018 06:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet