Rasmus 'Altid god for et mål' Bang scorede atter for topholdet i Serie 3. Foto: Nørager BK

Rasmus 'Altid god for et mål' Bang scorede atter for topholdet i Serie 3. Foto: Nørager BK

Seriefodbold: Nørager B holdt sig på toppen mod Ebeltoft IF

Topholdet Nørager B holdt rutineret og kynisk Ebeltoft IF stangen og vandt med 2-1 på mål af Rasmus Bang og Michael Jensen

Af
Martin Schultz

Nørager B holdt sig alene på toppen i Serie 3 efter sejren over Grenaa IF med 2-0 forrige lørdag, da holdet lørdag eftermiddag var på besøg på Ebeltoft Stadion og slog hjemmeholdet med 2-1 på mål i 1. halvleg af Rasmus Bang og Michael Jensen.

Men Nørager B er stadig skarpt forfulgt af Grenaa IF, som tirsdag aften hjemme slog Fuglebakken KFUM med 2-0. Og allerede onsdag kan også TRIF rykke med frem, når andetholdet fra Rønde spiller lokalopgør mod Ebeltoft IF.

”Vi fik de tre point vi kom efter, og vi spillede os op i 2. halvleg, hvor vi fik underkendt et mål af Christian Basballe, hvor jeg mener målmanden tabte bolden i en duel,” siger Nørager B’ træner Claus Vestergaard. Rasmus Bang blev i 2. halvleg afløst af Nicky Madsen, som fik et par friløbere, men afsluttede for tidligt på mulighederne

”Jeg synes ikke, at Ebeltoft IF havde ret mange muligheder, bortset fra 10 minutter før tid, da hjemmeholdet fik et straffespark,” fortæller Claus Vestergaard.

Viktor Skytte tog et langt træk forbi Nørager B’s anfører Mads ”Pylle” Pedersen, som begik frispark og røg ud i ti minutter med gult kort. Indskiftede Mikkel Sesler scorede på straffesparket, men Nørager B kørte rutineret sejren hjem i undertal de sidste ti minutter.

Meget palaver på banen

Ebeltoft IF var kommet på en svær opgave mod Nørager B, som uden tvivl er rækkens mest både boldsikre og rutinerede hold, og som kan alle tricks’ene til at hyle et ungt hold som Ebeltoft IF ud af koncepterne.

”Nøragers spillere er rutinerede, og de udfordrer systemet, Det kan mine unge spilleren ikke altid forstå, og når en ung dommer så ikke helt har styr på det, så kan det blive til hårdt spil og grove frispark. Der bliver meget palaver, og det skal de unge lære at lade være med at gå op i. Men vi synes vi var godt med i kampen, og fik bedre fat i 2. halvleg. Det er positivt, at vi vandt 2. halvleg. Vi fik reduceret ti minutter før tid på straffesparket. Så kampen sluttede lidt mere tjubang-agtigt, men Nørager B var dygtige og rutinerede til at lukke af,” siger Ebeltoft IF’s træner Lars Skytte.

Stolpe ud for Ebeltoft IF

”Vi ville godt have haft point, men samtidig er en kamp mod Nørager en ”gratis” kamp, for vi havde ikke forventning om at få point. Men vores spil var tilfredsstillende i 1. halvleg og vi var godt med i 2. halvleg. Men vi mangler lidt stolpe ind i denne sæson. Det er vi lidt mærkede af,” siger Ebeltoft IF-træner Lars Skytte, som har vundet en sejr over IF Midtdjurs og et uafgjort resultat mod VRI i efterårets første fem kampe.

Mod Nørager B var fire mand ude og tre mand spillede med i håndboldstævnet Fregat Cup tidligre på lørdagen.

Inden onsdag aftens kamp mod TRIF ligger Ebeltoft IF under stregen, men Lars Skytte og hans spillere er klar over, at der skal hårdt arbejde til, for at ungdå at ende i nedrykningssupen.

”Det bliver en lang og hård sæson. Det er otte rigtig gode hold i rækken,” siger Lars Skytte.

Ebeltoft IF spiller onsdag kl. 18.00 hjemme mod TRIF og søndag ude bundopgør mod Fuglebakken KFUM.

Nørager B tager lørdag kl. 13.30 imod TRIF på Nørager Stadion i en kamp, som i bedste fald kan blive endnu et topopgør.

FAKTA

Serie 3, Pulje 35

Ebeltoft IF - Nørager B 1 - 2 (0 - 2)

Lørdag 7. september kl. 15.00 på Ebeltoft Stadion

Målscorere:

0 - 1 Rasmus Bang Rasmussen (34. min.)

0 - 2 Michael Jensen (42. min.)

1 - 2 Mikkel Sesler (80. min./straf.)

Publiceret 11 September 2019 17:31