Rasmus Bang Rasmussen nettede to gange for Nørager i opgøret mod IF Midtdjurs. Foto: Nørager BK

Rasmus Bang Rasmussen nettede to gange for Nørager i opgøret mod IF Midtdjurs. Foto: Nørager BK

Seriefodbold: Rasmus Bang sænkede IF Midtdjurs med to hurtige mål

Nørager B slog IF Midtdjurs med 3-0 og tog sig en hyggedag på banen med en 2-0 føring efter bare 9 minutters spil

Af
Martin Schultz

IF Midtdjurs går en hård sæson i møde, mens Nørager B også i denne sæson kommer til at spille med om oprykning i toppen af rækken.

Sådan ser tegningen ud efter at Nørager B lørdag eftermiddag var en tur på Ryomgård Stadion og vandt med 3-0 og kunne tage de tre point med hjem uden at få sved på panden.

Gæsterne fra Norddjurs var nemlig ikke mange minutter om at sætte det skab på plads, og på to mål af Rasmus Bang Rasmussen indenfor få minutter i kampens start var IF Midtdjurs knækket.

Men den hurtige føring satte også sit præg på Nørager B’s spil.

“Da vi kom foran med 2-0 efter 9 minutters spil, gik luften ud af vores spil og vi stoppede nærmest med at spille fodbold. Koncentrationen og intensiteten forsvandt. Jeg stod da og frygtede for en reducering, som kunne have åbnet kampen igen, men IF Midtdjurs havde ikke meget at skyde med og vores målmand Steffen Klintø havde ikke en eneste redning i løbet af kampen,” fortæller Nørager B’s træner Claus Vestergaard.

For Nørager blev det en dag med hyggebold på banen, og spillet faldt til IF Midtdjurs’ niveau. Først i det 88. minut lykkedes det for Nørager B at slå sejren fast med en scoring ved Mathias Fisker til 3-0.

“Vi holdt IF Midtdjurs væk fra vores mål, men vi spillede ikke godt. Niveauet blev trukket ned, og mine spillere rendte nærmest rundt og hyggede sig på banen,” fortæller Claus Vestergaard.

Rasmus Bang tæt på hattrick

Nørager B stillede op uden Kasper Sortkjær og Nicky Madsen, men var ellers i stærkeste opstilling med blandt andet Daniel Sortkjær og Mathias Fiskers lillebror Victor Fisker på bænken.

Nørager B kom foran efter bare to minutters spil, da Rasmus Bang Rasmussen blev spillet i dybden af Michael Jensen og løb fra hjemmeholdets forsvar. Og kun syv minutter senere var Rasmus Bang Rasmussen på færde igen, da han løb bag om IF Midtdjurs forsvaret og scorede til 2-0 på Lasse Walther Nielsen i målet.

“Rasmus Bang Rasmussen havde chancerne til at score hattrick i 1. halvleg, men brændte blandt andet et hovedstød,” fortæller Claus Vestergaard.

I 2. halvleg ramte Kristoffer “Bubber” Frandsen stolpen med ti minutter igen inden Mathias Fisker i kampens sidste minutter scorede til 3-0, da han vippede bolden over en modstander og i samme sekvens sparkede den ind ved den forreste stolpe.

Kristoffer “Bubber” Frandsen blev valgt til kampens spiller med syv stemmer, men stemmerne blev spredt ud over flere spillere.

“Det var en jævn indsats, men det var nok til at vinde med 3-0,” konstaterer Claus Vestergaard.

Topopgør i Nørager på lørdag

IF Midtdjurs ligger efter tre kampe sidst i tabellen med 0 point og en målscore på 0-10.

Holdet undgik nedrykning i foråret efter en skrivebordssejr over AC Norddjurs i den sidste kamp på grund af brug af en ulovlig spiller, og med tabet af to stærke stamspillere som Mikkel Fanø og Arkii Malik samt Tobias Gudumlund og Framarz Karimi ser efteråret ud til at blive svært for de røde fra Ryomgård.

I kampen mod Nørager B manglede IF Midtdjurs også forsvarsstyrmanden Jonas “Joe” Simonsen, og der var brug for alle mand til at stille hold. Lasse Walther Nielsen hjalp til som målmand og den sædvanlige målmand Troels Gudumlund stillede op som markspiller.

IF Midtdjurs ser ud til at skulle trække på sine U17 spillere, så meget tyder på, at klubben skal i gang med et generationsskifte.

“Det ser ud til at blive et langt efterår. Vi har ikke kunnet tåle åreladningen med tabet af spillere som Mikkel Fanø og Arkii Malik,” siger holdleder Klaus Fanø.

IF Midtdjurs gør et nyt forsøg på at skaffe point på kontoen torsdag aften på udebane mod TRIF, mens Nørager B lørdag kl. 13.30 tager imod Grenaa IF i noget, som ligner efterårets første topopgør i Serie 3.

Kampfakta:

Serie 3, Pulje 35

IF Midtdjurs - Nørager B 0 - 3 (0 - 2)

Lørdag 24. august kl. 15.00 på Ryomgård Stadion

Målscorere:

0 - 1 Rasmus Bang Rasmussen (2. min.)

0 - 2 Rasmus Bang Rasmussen (9. min.)

0 - 3 Mathias Fisker (88. min.)

Publiceret 27 August 2019 13:00