Nørre Djurs HK’s målmænd Kristoffer Petersen (tv) og Kasper Kolstrup Møller havde begge kampafgørende redninger i 27-26 sejren over HEI, Skæring. Foto: Martin Schultz

Nørre Djurs HK’s målmænd Kristoffer Petersen (tv) og Kasper Kolstrup Møller havde begge kampafgørende redninger i 27-26 sejren over HEI, Skæring. Foto: Martin Schultz

Divisionshåndbold: Danefeld og Søgaard slog til i ny sejr til Nørre Djurs HK

Nørre Djurs HK blev udfordret af HEI’s unge mandskab, men klarede de sidste minutter i undertal i 27-26 sejr på udebane i 2. division

Af
Martin Schultz

Med en smal sejr på 27-26 over HEI, Skæring på udebane i Skæringhallen sikrede Nørre Djurs HK sig lørdag eftermiddag den tredje sejr af tre mulige efter julepausen i herrernes 2. Division i håndbold.

Med sejren tog Nørre Djurs HK et par trin op i tabellen og ligger inden opgøret mod Aars HK på udebane på torsdag på en 5. plads i 2. Divisions Pulje 1.

Men det blev en spændende kamp mod et ungt og talentfuldt HEI-hold, som pressede gæsterne fra Nørre Djurs HK gennem hele kampen og som førte med 13-11 ved pausen.

”Vi mødte et teknisk og taktisk dygtigt hold, som i deres angrebsspil satte vores forsvarsspil under maksimalt pres med skudafviklinger, som vi ikke var vant til, og med udfordrende mand til mand spil. På den måde blev det en meget lærerig og udviklende kamp, som jeg er meget glad for at vi vandt,” siger Nørre Djurs HK’s cheftræner Benny Nielsen.

”Det er fint at vi kan lære noget og dermed skubbe vores niveau op. Men det blev en meget tæt kamp, hvor vi både viste, at vi kunne skifte taktik undervejs, og hvor vi skulle være sindssygt skarpe i vores beslutninger. Men heldigvis trådte vores profiler i karakter, og begge vores målmænd leverede kampafgørende redninger, da det gjaldt.”

Talte med store bogstaver i pausen

Nørre Djurs HK lagde fint ud i den tætte kamp, men HEI’s unge spillere viste angrebsspil, som lagde et tryk på gæsternes forsvar.

”Vi var foran med et enkelt mål efter både 5 og 10 minutters spil, men kom så bagud med to mål. Men vi viste, at vi er i stand til at foretage taktiske ændringer under kampen, og efter tyve minutter var jeg overbevist om, at vi kunne trække fra ligesom vi gjorde i sidste uges kamp mod Nøvling IF. Men HEI holdt fast og kom foran med to mål, og vi kunne let have været bagud med 4-5 mål ved pausen, hvis ikke Kristoffer Petersen i vores mål havde præsteret en række store redninger i slutningen af halvlegen,” fortæller Benny Nielsen.

”I pausen talte jeg med store bogstaver og ville have spillerne op i gear mentalt. Vi kom godt i gang i 2. halvleg og fik kampen under kontrol. Midt i 2. halvleg kom vi foran med 2-3 mål og blandt vores profiler trådte Nicolaj Danefeld Hansen og Simon Søgaard Jensen virkelig i karakter,” siger Benny Nielsen.

De to bagspillere scorede henholdsvis 8 og 7 mål, og også fløjspilleren Henrik Storm Pedersen var igen skarp med fire mål.

Kæmperedninger af Kasper Kolstrup Møller

Efter 50 minutters spil fik HEI igen kontakt ved stillingen 22-22, og Nørre Djurs HK fik ikke slået det afgørende hul. Kampen lå hele tiden og vippede, men i slutfasen kom Nørre Djurs HK foran med et par mål og fastholdt i en dramatisk afslutning sin føring.

”Med to minutter igen var vi foran med to mål, da HEI fik straffekast og vi fik udvist Nicolaj Danefeld Hansen i to minutter. Hjemmeholdet scorede på straffekastet, men en mand i undertal fik vi scoret to gange, og så var det uden betydning, at HEI også scorede to mål. Vi havde skiftet Kasper Kolstrup Møller ind i målet med ti minutter igen, og han præsterede to kæmperedninger på de rigtige tidspunkter, så hans indsats blev kampafgørende,” siger Benny Nielsen, som roste holdets to målmænd Kristoffer Petersen med otte redninger og Kasper Kolstrup Møller med to redninger, som var med til at afgøre kampen til gæsternes fordel. Også Rasmus Secher Eldrup og Rasmus Dalsgård Lund fik ros for deres indsats.

Med sejren slap Nørre Djurs ud af sumpen i midterfeltets nedre halvdel og kan igen kikke opad i tabellen.

”For os handler resten af sæsonen om at stabilisere og udvikle os og skabe et solidt fundament til næste sæson,” siger cheftræner Benny Nielsen.

Nørre Djurs skal i kamp igen allerede på torsdag på udebane mod Aars HK. Her har Nørre Djurs HK revanche til gode efter at have tabt med 27-24 på hjemmebane.

Derefter er næste opgave en rigtig stor mundfuld, når ligaholdet Aarhus Håndbold med Erik Veje Rasmussen som træner kommer på besøg i Nørre Djurshallen - efter alt at dømme fredag 15. februar - i 5. runde af pokalturneringen Santander Cup.

Kampfakta

2. division herrer, Pulje 1

HEI, Skæring - Nørre Djurs HK 26-27 (13-11)

Lørdag 2. februar kl. 14.20 i Skæringhallen

Målscorere:

    Nicolaj Danefeld Hansen: 8 (2) mål

    Simon Søgaard Jensen: 7 mål

    Henrik Storm Pedersen: 4 (2) mål

    Rasmus Secher Eldrup: 4 mål

    Rasmus Dalsgård Lund: 2 mål

    Simon Østergaard: 1 mål

    Mathias Nymark Rasmussen: 1 mål

Udvisninger:

    Rasmus Dalsgård Lund 2 x 2 min.

    Henrik Pedersen: 2 min.

    Mathias Nymark Rasmussen: 2 min.

    Nicolaj Danefeld Hansen: 2 min.

Publiceret 04 February 2019 07:45