Nøragers talentfulde målmand Jesper Bredahl (th.) er fortid i klubben. Hvem, der skal afløse ham, er fortsat et uafklaret spørgsmål. Jeppe Friis (tv.) fra Djurslands Bank var i 2017 med til at kåre Jesper Bredahl som den bedste målmand i Serie 2. Foto: Lars Norman Thomsen

Nøragers talentfulde målmand Jesper Bredahl (th.) er fortid i klubben. Hvem, der skal afløse ham, er fortsat et uafklaret spørgsmål. Jeppe Friis (tv.) fra Djurslands Bank var i 2017 med til at kåre Jesper Bredahl som den bedste målmand i Serie 2. Foto: Lars Norman Thomsen

Nørager Boldklub på jagt efter en ny målmand

Talentfulde Jesper Bredahl har meddelt, at han ikke længere vil tage med hænder i Nørager. Hvem, der skal afløse målmandstalentet, er endnu uvis

Af
Lars Norman Thomsen

NØRAGER Nørager træner Claus Vestergaard har endnu ikke et endeligt bud på, hvem der der i den kommende sæson skal vogte målet for klubbens førstehold i Serie 3.

Den mangeårige førsteholdsmålmand, Jesper Bredahl, er ikke længere til rådighed. Hvor han skal spille i foråret er endnu uvist, men i fodboldkredse er der ingen tvivl om, at Bredahl med en fortid i FC Djursland har potentiale til at gøre sig på et højere plan end Serie 3.

En mulig afløser, Martin Nygaard, forventer Claus Vestergaard ikke vil tage over.

"Martin spillede næsten ikke i sidste sæson. Han har travlt med at bygge hus, så han har ikke tid til hverken at træne og spille kampe," siger Claus Vestergaard.

I stedet kan det være, at markspilleren Steffen Klintø må trække i målmandsdresset, som han gjorde det flere gange i sidste sæson.

"Steffen er en udmærket målmand, så det kan vise sig at være løsningen," siger Claus Vestergaard, der forleden havde 15 mand samlet til nytårsappel og har indledt træningen på kunstgræsbanen i Vivild mandag klokken 18.30 og onsdag klokken 19.

Seniortruppen træner samme tidspunkt som U16-truppen i Nørager/Allingåbro, som Rene Jensen som cheftræner.

"Vi har tænkt os at udnytte, at vi træner samme tid og sted, for det kan både seniorer og U16 få noget ud af," vurderer Claus Vestergaard.

Generationsskifte

Claus Vestergaard overtog Nørager ved indgangen til 2018 efter, at førsteholdet var rykket ned fra Serie 1 til Serie 3 på to sæsoner.

Vestergaard gik i gang med at gennemføre et generationsskifte på førsteholdet. Det er gået fint med topplaceringer i Serie 3 i både forår og efterår 2018 som resultat.

Unge spillere som Sigurd Fisker, Gunnar 'Marcello' Pedersen, Rasmus Knudsen og Rasmus Bang har formået at bide sig fast på førsteholdet og supplere spillere som Mathias Fisker, Kristoffer Frandsen, Mads Fuglsang Pedersen, Christian Mørch, Christian Basballe og Mark Thomassen.

Den lidt ældre generation med tvillingerne Lasse og Michael Jensen og brødrene Kasper og Daniel Sortkjær vil også fortsat bidrage og være med til at holde Nørager-ånden i hævd.

"Vi har altid plads til en spiller mere i Nørager, hvis det skulle have interesse. I Nørager er der plads til alle, og vi hygger os sammen efter træning og kampe," siger Claus Vestergaard, der får Peter Feldborg som holdleder, mens Allan 'Klemme' Jensen samler andetholdet i Serie 5.

Fokus på første kamp

Nørager har ingen decideret målsætning for sæsonen, hvor førstehold igen er havnet i en ren Djurslands-pulje.

"Jo, det handler om at vinde den første kamp, men ellers få trænet godt og have det sjovt sammen," siger Claus Vestergaard.

Som altid drager det meste af Nørager på hyggeweekend inden turneringsstart. I år går turen til Rønbjerg Feriecenter i uge 11.

"Vi bliver i omegnen af 100 mand, der kører til Rønbjerg og hygger en weekend. Det er altid godt for den forestående sæson, at man får oplevelsen af, at hele byen bakker op om Nørager Boldklub," siger Claus Vestergaard.

Publiceret 30 January 2019 05:30