Lynhurtige Stig Zacher skifter fra Vivild til Kolind-Perstrup. Foto: Kurt Enevoldsen

Lynhurtige Stig Zacher skifter fra Vivild til Kolind-Perstrup. Foto: Kurt Enevoldsen

Vivild siger farvel til Henrik Borup og Stig Zacher

Traditionsklubben startede sæsonen lørdag med 23 omklædte til nytårsappel og goddag til den nye trænerduo Michael Blom og Tony Henriksen

Af
Lars Norman Thomsen

VIVILD Det dufter så dejligt af fodbold, når man kommer kørende til Vivild og nærmer sig Langhøj Idrætscenter.

Vivild IF er klubben med en fodboldhistorie og stærk fodboldkultur, hvor fodbold på et seriøst plan og hygge og kammeratskab altid har kunnet trives side om side.

Sådan bliver det også fremover, fastslår fodboldformand Martin Kragebæk, der lørdag formiddag på kunstgræsbanen i Vivild kunne byde velkommen til den nye trænerduo Michael Blom og Tony Henriksen, der har randrusianske fodboldrødder, og 23 omklædte spillere plus enkelte ikke omklædte, her i blandt Sebastian Stær og Frederik Bjerregaard som senere samme dag skulle spille DM-indefodbold i Grenaa Idrætscenter for Grafisk ID.

"Michael Blom og Tony Henriksen er seriøse fodboldtrænere, som forlanger noget af spillerne, men de vil også gerne hygge sig efter træning og kampe, og derfor er jeg sikker på, at de passer godt ind i Vivild," siger Martin Kragebæk.

Farvel til to stamspillere

Der var ikke nye ansigter i flokken i lørdags, men til gengæld er den tidligere mastermind i Vivilds centerforsvar, Lauge Feldskov Andersen, tilbage efter at have været ude i halvandet år med et iturevet korsbånd og efterfølgende operation.

"Lauge trænede med i efteråret, men spillede ikke kampe. Det regner vi stærkt med, at han er klar til nu," lyder det optimistisk fra Martin Kragebæk.

Vivild på til gengæld se bort fra midtbaneregissøren Henrik Borup, der træner fuldt ud med nu i Brabrand (2. Division), og den målfarlige kaptajn Stig Zacher.

Sidstnævnte følger med Vivilds tidligere førsteholdstræner Dennis Holdgaard til Kolind-Perstrup, som Vivild tørner sammen med i Serie 1.

"Stig Zacher bor i Kolind, og han har været meget ærligt og forklaret os, at det hele bliver lidt lettere for ham, arbejds- og familiemæssigt, hvis han spiller i den by, hvor han bor. Det er helt fair," siger Martin Kragebæk.

Den elegante forsvarsspiller Morten Tolbod, der har været meget skadet de seneste sæsoner, skal på et tidspunkt i foråret på praktikophold i udlandet i forbindelse med sit arbejde.

Højspænding

Formanden ser Vivilds bedste hold som potentiel tophold i Serie 1.

"Vi var tæt på oprykning til Jyllandsserien i foråret 2018, mens vi reelt både kunnet have rykket op og ned i efteråret, hvor rækken var vildt tæt. Jeg mener, at vi har holdet til en topplacering, og det går vi også efter."

Nye regler for op- og nedrykning vil intensivere spændingen i serierækkerne i fremtiden.

Rækkens nummer 1 i Serie 1 rykker direkte op i Jyllandsserien, mens nummer 2 får mulighed for via knald eller fald kampe at rykke med op.

I bunden rykker nummer 7 og 8 direkte ned i Serie 2, mens nummer 6 skal vinde en knald eller fald kamp mod nummer 2 i Serie 2 for at forblive i Serie 1.

"Derfor fik spillerne også at vide til nytårsappellen, at de ikke lige skal booke sommerferie i den første uge efter turneringsafslutningen," griner Martin Kragebæk.

Mod FC Djursland

Vivild kører på med brask og bram og træner i denne tirsdag, torsdag og lørdag, og sådan fortsætter det frem til turneringsstarten om et par måneder.

Første træningskamp spilles lørdag 2. februar mod FC Djursland.

Publiceret 23 January 2019 12:00