Det tidligere Bluewater Shipping stiller igen i år op som en af favoritterne i den åbne række - men nu under navnet Freja Dahl Andersen. Arkivfoto: Lokalavisen

Det tidligere Bluewater Shipping stiller igen i år op som en af favoritterne i den åbne række - men nu under navnet Freja Dahl Andersen. Arkivfoto: Lokalavisen

Brix Cup med fodbold og hygge for hele familien

Klar til stævne nummer 28. og 29. december i AIK

Af
John Pedersen

INDEFODBOLD Der er dækket op til folkefest i den helt store skala. når 24. udgave af fodboldstævnet Brix Cup afvikles i AIK - Auning Idræts- og Kulturcenter - fredag 28. og lørdag 29. december.

54 hold stiller op i fire rækker og der spilles fodbold fra fredag klokken 9.30 til lørdag klokken 20.30.

I den åbne række dyster 24 mandskaber. Et af favoritholdene her er tidligere stillet op under navnet Bluewater Shipping- i dag Freja Dahl Pedersen. Holdet er Aarhus-baseret.

Over de to stævnedage ventes der omkring 600 gæster.

I forhold til tidligere år er stævnet rykket en enkelt dag og det er sket for at få den ekstra hygge og after-bold-stemning fredag aften med og det både i AIK og i Futten i Nørager, hvor mange af gæsterne kommer fra.

For hele familien

"Mange kommer for at se rigtig gode fodboldkampe, men der er også mange der kigger forbi for at hilse på gamle venner, når de nu alligevel er hjemme i julen", fortæller Ole Hansen, der har været med i stævneudvalget lige fra starten af.

Stævnet er da nok også det indefodboldstævne, hvor man ser flest parkerede barnevogne og i det hele tager oplever, at der er hygge for hele familien.

Der er vanen tro flest hold tilmeldt i den åbne række med mange super-stærke mandskaber, men også i den populære firmarække med 18 mandskaber bliver der både topbold og kamp til stregen.

Her venter Ole Hansen som altid nogle drabelige dyster mellem lokale hold som Gl. Estrup Gartneri fra Auning og Min Købmand og L-Tek begge fra Nørager.

Otte hold stiller op i oldboys og fire hold i damerækken.

Stort nytårslotteri

"Vi er superglade for den stor opbakning vi oplever, og vi gør alt hvad vi kan for at skabe en helt særlig stemning. Og det med masser af spurtpræmier for gode mål og detaljer på banen, gevinster på indgangsbilletterne og naturligvis herlig musik under kampene", fortæller Ole Hansen.

Der er også tænkt på de spilleglade, dem der gerne vil vinde en fin gevinst uden selv at skulle spille bold.

Stævnets store nytårslotteri byder i år ind med præmier for omkring 25.000 kroner.

Og her kan man vinde alt lige fra luksus sommerhusophold til kæmpe nytårspakker med lækkerier som oksemørbrad og røgede ål og til masser af gavekort fra stævnets mange trofaste sponsorer.

Den første officielle Brix Cup fandt sted i 1994 og fra den tid er de to Nørager-veteraner Frank Rasmussen og Torben Jensen og Ole Pedersen fra Auning stadig med.

Brix Cup arrangeres i et samarbejde mellem Auning Idrætsforening, Nørager Boldklub, Sportigan, Auning og AIK.

Sølvbryllup næste år

De første år blev stævnet kørt over tre dage men afvikles nu over to dage med et tæt spækket kampprogram.

Ole Hansen fortæller, at Brix Cup fortsætter med i høj grad at satse på hyggen. Derfor har man i år undladt at tilmelde sig stævnerækken G PM, der opererer med kun et enkelt stævne på samme dag.

Brix Cup har valgt at holde fast i sin spilletid mellem jul og nytår og står derfor udenfor GPM-stævnerne i år, der er udelukkende er baseret på elitebold.

Til næste år bliver der naturligvis gjort lidt ekstra ud af at fejre sølvbryllup for Brix Cup.

Publiceret 27 December 2018 13:30

SENESTE TV