Allingåbro/Nøragers U16 drenge fortsætter i Liga 2 efter nytår, hvor holdet vil gå målrettet efter førstepladsen under ledelse af cheftræner René Jensen. Foto: Allingåbro/Nørager

Allingåbro/Nøragers U16 drenge fortsætter i Liga 2 efter nytår, hvor holdet vil gå målrettet efter førstepladsen under ledelse af cheftræner René Jensen. Foto: Allingåbro/Nørager

Allingåbro/Nøragers U16 drenge slået på målstregen i Liga 2

Fællesholdet sluttede på en flot andenplads i Liga 2 med samme pointantal som rækkens duks, HEI

Af
Lars Norman Thomsen

UNGDOMSFODBOLD Allingåbro/Nøragers U16 drenge var kun et mulehår fra at skulle spille med i Liga 1 i foråret 2019.

Drengene sluttede på andenpladsen i Liga 2 efter et tæt kapløb med oprykkerne HEI. Begge hold hentede 27 point i de 14 kampe, men da HEI var bedst i de to holds indbyrdes kampe, besætter forstads-aarhusianerne førstepladsen.

"Vi tabte kun en kamp i hele sæsonen (mod HEI, red.), men spillede til gengæld hele seks kampe uafgjort, og det blev afgørende for, at vi må nøjes med andenpladsen," siger holdleder Ulrik Ankerstjerne.

"Drengene har spillet en flot sæson, og vi kan godt være tilfredse med vores præstation, selvom vi selvfølgelig gerne ville have vundet rækken og prøvet kræfter med Liga 1," supplerer holdlederen.

Trænerskifte

I sommerpausen skiftede holdet cheftræner. Allan Haslund, mangeårig seniortræner i Allingåbro og Nørager, valgte efter eget ønske at stoppe og tage en pause fra fodbolden for at hellige sig familielivet og følge sine to fodboldspillende sønner fra sidelinjen.

I stedet overtog Henrik Rasmussen, der bor i Aarhus og har en trænerfortid her, trænerhvervet.

Han stopper nu, og i stedet bliver det en gammel kending, René Jensen, som tager over. René Jensen er mangeårig ungdomstræner i Nørager og kender hovedparten af U16-truppen særdeles godt, fordi han tidligere har trænet drengene.

"René kender mange af drengene, og de kender ham, så det tror jeg helt sikkert bliver et godt match," siger Ulrik Ankerstjerne, der forventer, at truppen på 18 drenge er intakt til foråret.

"I sommerpausen stødte tre drenge fra Auning IF til , og det var en fin forstærkning. Det er klart, at med 18 drenge kan vi ikke give lige meget spilletid til alle, men jeg synes, at vi trods alt er kommet okay omkring det, og jeg både håber og tror, at samtlige er med igen til foråret," siger Ulrik Ankerstjerne, der har sin egen søn Jan Ankerstjerne med i truppen.

Jan Ankerstjerne har tidligere prøvet kræfter med eliteungdomsfodbold i Randers Freja.

Drengene spiller i vinterpausen med i Vinterserien på kunstgræs. Her skal holdet spille syv kampe.

Publiceret 30 November 2018 08:00

SENESTE TV