Seriefodbold: Forpassede Auning IF sin oprykningsmulighed?

Auning IF mistede afgørende point i kampen om topplaceringen, da Vorup FB på Ulvehøj vandt lørdagens kamp i Serie 3 med 4-3 efter 2-2 ved pausen

Af
Martin Schultz

Det lignede en overkommelig for ubesejrede Auning IF at hente en sejr mod Vorup FB fra midterfeltet i rækken lørdag eftermiddag på kunstgræsbanen på Ulvehøj i Randers og dermed holde trit med Lystrup IF og AH 2012 i det tætte kapløb om førstepladsen i Serie 3.

Men for første gang i forårssæsonen måtte Auning IF gå fra banen som tabere, da gæsterne i kampens afslutning måtte se Vorup FB score det fjerde mål i en målrig kamp, som endte 4-3 til Vorup FB efter at det stod 2-2 ved pausen.

”Det var rigtig ærgerligt, at det skulle blive til det første nederlag i den kamp, som jeg skulle være afløser i,” siger den vikarierende træner Ebbe Andersen, som trådte til, da cheftræner Claus Svenningsen af private grunde ikke kunne stå i spidsen for holdet i kampen mod Vorup FB.

Klubmanden Ebbe Andersen er i denne sæson U14 drenge træner i Auning IF, men har tidligere været både assistenttræner og holdleder, så han kender udmærket spillerne på seniorholdet.

Udover cheftræner Claus Svenningsen var der også afbud fra de rutinerede fodboldbrødre Christian og Andreas Dahl Andersen.

”Og så er vores anfører Simon Vest skadet, så det var alligevel tre mand i start-11’eren vi måtte undvære. Vi spillede ikke en prangende kamp, og vi havde svært ved at få vores spil til at køre,” siger Ebbe Andersen.

Dertil kom, at den dobbelte målscorer fra sidste uges 2-2 topopgør mod AH 2012, den 18-årige midterforsvarer Simon Stampe, måtte udgå med en forstrækning efter ti minutter og blev erstattet af rutinerede Mads Møller.

Auning IF var foran i 1. halvleg

Vorup FB kom foran tidligt i kampen, da Auning IF mistede bolden i et opspil midt på banen og det derefter gik hurtigt den anden vej i en omstilling.

Men gæsterne fik udlignet til 1-1 efter godt 25. minutter, da et indlæg dumpede ned for fødderne af Frederik Køtter tæt under mål og han resolut sparkede bolden i mål.

”Det gav os lidt momentum og vi kom bedre med i spillet. Vi kom foran med 2-1 efter godt 35 minutter, da Jakob ”Jaksi” Bak fik en dyb stikling på venstre kant, trak ind i feltet og lagde bolden forbi målmanden i det lange hjørne til 2-1,” fortæller Ebbe Andersen.

Men hjemmeholdet fik udlignet til 2-2 i halvlegens døende sekunder, da et hjørnespark blev sendt tæt ind under mål. Forsvaret tabte hovedstødsduellen og bolden blev med ikke ret meget kraft headet forbi Auning IF’s målmand Jimmy Højholdt.

Ronni ”Tordenstøvle” satte indersiden på

”I pausen var vi enige om, at vi skulle vise mere vilje og være klar til at løbe de ekstra meter, men det var ikke vores dag. Og efter ti minutter kom vi bagud med 3-2, da Vorup FB scorede et flot mål på et dykkende skud,” fortæller Ebbe Andersen.

”Vi forsøgte at hive hinanden op og fik udlignet til 3-3 godt 20 minutter ind i halvlegen, da Ronni ”Tordenstøvle” Jeppesen kunne sætte indersiden på et fladt indlæg fra venstre side af Anders Friis. Vi pressede på og gjorde hvad vi kunne. Vi havde gode gennembrud især i venstre side, men indlæggene lykkedes ikke så godt.”

Og Auning IF’s første nederlag i foråret blev en realitet, da Vorup FB 8-10 minutter før tid scorede til 4-3.

”Mads Møller var blevet vist ud i ti minutter med et gult kort og Mikkel Schnoor overtog hans plads i midterforsvaret. Da store Mads Møller kom ind igen de sidste fem minutter, sendte vi ham helt frem, men uden held. Så det var ærgerligt, at det første nederlag i denne sæson skulle komme netop i den her kamp,” siger Ebbe Andersen, som efter sin gæsteoptræden som træner nu igen overlader pladsen til Claus Svenningsen.

Stemningen var ikke for god blandt Auning IF’s spillere efter nederlaget, og der blev ikke stemt om en kampens spiller.

”Men jeg vil gerne fremhæve vores højre back, den kun 18-årige Simon Damgaard, som kæmpede heroisk og har bidt sig godt fast på det bedste hold,” siger Ebbe Andersen.

Med nederlaget slog topholdene Lystrup IF med 28 point og AH 2012 med 26 point et hul ned til Auning IF, som har 22 point på 3. Pladsen. Der mangler at blive spillet tre kampe, og lørdag 16. juni møder Auning IF topholdet Lystrup IF på hjemmebane.

Kampfakta:

Serie 3, Pulje 34

Vorup FB - Auning IF 4 - 3 (2 - 2)

Lørdag 2. Juni kl. 15.00 på XL Park, Ulvehøj

Målscorere:

1 - 0 Vorup FB (9. min.)

1 - 1 Frederik Køtter (25. min.)

1 - 2 Jakob ”Jaksi” Bak (35. min.)

2 - 2 Vorup FB (45. min.)

3 - 2 Vorup FB (55. min.)

3 - 3 Ronni ”Tordenstøvle” Jeppesen (65. min.)

4 - 3 Vorup FB (82. min.)

Publiceret 06 June 2018 11:30

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV