Seriefodbold: Rougsø FFs skæbne hænger i den tyndeste sytråd

Et snævert nederlag mandag aften til topholdet Lystrup betyder, at agterlanternen i Serie 3, Rougsø FF, skal vinde de tre sidste kamp for at undgå nedrykning

Af
Lars Norman Thomsen

Rougsø FF måtte endnu engang gå fra banen som taber mandag aften, og det bekommer tydeligvis ikke holdets seriøse træner Jesper Møgelvang vel.

"Igen måtte vi konstatere, at indsats og indstilling ikke er helt nok, når man mangler form. Med bare en minimal træningsindsats burde vi sagtens kunne have klaret frisag i Serie 3, men viljen til dette har ikke været til stede, og vi skal nu vinde de sidste tre kampe for at klare os fri af nedrykning," konstaterer Møgelvang, der ellers for engangs skyld kunne mønstre noget, der mindede om stærkeste opstilling.

Det var ikke nok til at vinde over topholdet Lystrup, der vandt en snæver sejr på 2-1 (1-1).

Efter 12 minutters spil fik udeholdet en kontra efter et hjørnespark, hvor bolden blev lagt frem i banen. Spilleren, der modtog den var offside, ifølge Jesper Møgelvang, men han fik lov til at spille videre, og han scorede sikkert til 1-0.

Bai udlignede

Kort efter udlignede hjemmeholdets topscorer Søren Bai til 1-1 efter et frispark, som Jannick Nielsen hældte ind i feltet. Søren Bai fik lidt heldigt scoret via målets ene opstander.

"Første halvleg var meget lige, og der var et par chancer i begge ender, og vi spillede også ti minutter i overtal på et tidspunkt, da en af udeholdets spillere røg ud for at brokke sig overfor dommeren," fortæller Jesper Møgelvang.

"Kampen var fortsat meget lige i anden halvleg, og vi havde udmærket fat i spillet, mens udeholdet spillede på kontra med en meget hurtig angriber. Midt i anden halvleg dikterede kampens dommer en vandpause, og ti sekunder efter denne bragte udeholdet sig foran med 2-1 på en tilfældig bold i vores felt."

Utroligt...

Senere blev en af Lystrups spillere tildelt det røde kort for at skubbe Rougsøs Mads Katholm hårdt i brystet, og hjemmeholdet var således i overtal i kampens sidste kvarter.

"Lystrup kæmpede dog bravt, men med lidt held kunne vores topscorer Søren Bai have bragt balance i regnskabet, da han med sit venstreben sparkede tæt forbi mål," siger en skuffet Jesper Møgelvang, der nu to gange har set Lystrup løbe med en snæver sejr.

"Utroligt, at vi ikke har taget point fra dem," siger Møgelvang, der har kontrakt med Rougsø FF året ud.

Mandag d. 4/6 kl. 19.00 på Ørsted Stadion - S3:

Rougsø FF - Lystrup IF 1-2 (1-1)

Holdopstilling: Mikkel Nygaard - Jesper Thomsen, Mads Katholm, Mikkel Knudsen, Mikkel Fisker - Jannick Nielsen, Mads Kusk, Søren Bai (anf.), Lars Thomsen, Casper Bruus - Peter Møller samt Magnus Larsen, Rasmus Gjesing og Mads Hovesen

Målscorer: Søren Bai

Publiceret 05 June 2018 15:00

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV