Seriefodbold:

Malthe Engelund var bedst uden at score i AC Norddjurs storsejr

AC Norddjurs fik seks mand på scoringslisten i 7-1 sejr over Skødstrup SF, men kampens suverænt bedste spiller havde ikke mål i støvlerne

Af
Martin Schultz

Unge Malthe Engelund, som i vinter skiftede fra Grenaa IF til AC Norddjurs, var ifølge cheftræner Karl Juul ”outstanding”, da ubesejrede AC Norddjurs lørdag eftermiddag på Stenvad Stadion gav Skødstrup SF en snitter på 7-1 efter 1-1 ved pausen i Serie 4.

Og selvom Malthe Engelund ikke kom på scoringslisten i storsejren, blev han af sine holdkammerater og trænere kåret til Kampens spiller med ti stemmer.

”Malthe havde en virkelig god fod med i meget af vores spil og viste en rigtig god indstilling. Han var med i mange assists og var god i opspillet,” siger cheftræner Karl Juul, som kunne glæde sig over at se seks forskellige spillere på scoringslisten med mål fra forskellige positioner.

”Det viser en god bredde, og bag sejren var der en god holdpræstation, hvor alle spillere bød ind med hvad de havde at give,” siger Karl Juul.

Varmen en hård modstander

Kampen på Stenvad Stadion blev spillet i det solrige forårsvejr.

”Varmen var en hård modstander, og der var brug meget vand i spande og dunke. Der blev skiftet meget ud i løbet af kampen, som blev spillet i et godt tempo. Jeg er fuld af ros til Skødstrup SF, som spillede fodbold med en god indstilling og forsøgte at spille sig ud af problemerne. De stillede sig ikke alle mand bag bolden eller lossede bolden væk. Første halvleg var også resultatmæssigt lige, og forskellen på 1. og 2. halvleg var, at AC Norddjurs i 2. halvleg var meget effektiv,” siger Karl Juul.

AC Norddjurs kom foran med 1-0 efter godt 25. minutter, da kampens spiller Malthe Engelund samlede bolden op på egen banehalvdel og tog et rush på næsten 60-70 meter.

”Malthe brugte sin speed og røg forbi tre-fire mand inden han næsten ude ved hjørneflaget sendte en flad hård bold indover, hvor Thor Larsen et par meter inde i feltet tog den til sig, lavede et par træk og så klappede den i målet med et rent vristspark,” fortæller Karl Juul.

AC Norddjurs var toneangivende i halvlegen, men Skødstrup SF tog kampen op. Det blev belønnet kort før halvleg, da AC Norddjurs' målmand Rasmus Henriksen ville sætte spillet i gang ved at sende bolden til en medspiller. Det havde en Skødstrupspiller luret og løb imellem, hvorefter han vippede bolden ind over målmanden og ind i et tomt mål til en pausestilling på 1-1.

Topopgør mod Mørke IF på onsdag

”I pausen blev vi enige om at fortsætte det gode spil og så ellers i øvrigt glemme alt om udligningen kort før pausefløjtet,” siger Karl Juul, som tog en godt varm Alexander Boelt Bruun ud og i stedet sendte Morten Koch Andersen på banen. Han kvitterede fem minutter ind i halvlegen med at score til 2-1, og det var signalet til en målfest i 2. halvleg.

”Skødstrup SF spillede frisk til, men vi skubbede spillet op på deres banehalvdel og vi vandt de fleste dueller.”

Thor Larsen scorede sit andet mål til 3-1, og siden kom både Mathias Brøgger og Alexander Boelt Bruun direkte ind fra bænken og scorede nærmest ved deres første boldberøringer.

Med godt 12 minutter igen kom også Andreas ”Strømpe” Strømholt på tavlen, da han headede et hjørnespark i mål via undersiden af overliggeren, inden Isak Steenfeldt Isaksen med få minutter igen lukkede målfesten efter sammenspil med Mathias Brøgger.

Cheftræner Karl Juul kan nu sende sit hold til topopgør i Mørke på onsdag kl. 18.15 som ubesejret med maksimumpoint og en målscore på 27-3 efter seks kampe.

”Jeg har en formodning om, at Mørke IF kommer med fuld styrke og at de vil jagte os,” siger Karl Juul. Han bevarer ydmygheden, men glæder sig over holdets bredde og den selvtillid og det gode humør, som følger med holdets fine resultater.

Kampfakta

Serie 4, Pulje 68

AC Norddjurs - Skødstrup SF 7-1 (1-1)

Lørdag 5. maj kl. 13.30 på Stenvad Stadion

Målscorere:

  • 1 - 0 Thor Larsen (25. min.)
  • 1 - 1 Skødstrup SF (44. min.)
  • 2 - 1 Morten Koch Andersen (50. min.)
  • 3 - 1 Thor Larsen (60. min.(
  • 4 - 1 Mathias Brøgger (65. min.)
  • 5 - 1 Alexander Boelt Bruun (72. min.)
  • 6 - 1 Andreas ”Strømpe” Strømholt (78. min.)
  • 7 - 1 Isak Steenfeldt Isaksen (85. min.)

AC Norddjurs' holdopstilling:

  1. Alexander Boelt Bruun
  2. Andreas Strømholt
  3. Isak Steenfeldt Isaksen
  4. Jesper Larsen
  5. Job Moll Olsen
  6. Lasse Søegaard Abraham
  7. Malthe Lemming Engelund
  8. Mathias Brøgger
  9. Mathias Koch
  10. Morten Koch Andersen
  11. Rasmus Henriksen
  12. Søren Thode Fogh
  13. Thor Larsen
  14. Tobias Osborn Wiik

Publiceret 08 May 2018 10:06

SENESTE TV