Vivilds tre goalgettere (fra v.): Stig Zacher 2 - Morten Tolbod 1 - Sebastian Stær 1. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild
Vivilds tre goalgettere (fra v.): Stig Zacher 2 - Morten Tolbod 1 - Sebastian Stær 1. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Seriefodbold: Stig Zacher fik udbytte af sit store arbejdsraseri

Den målfarlige angriber har taget Vivild med storm efter sit comeback til klubben. I lørdagens opgør mod Søften GF var Stig Zacher i den grad kampafgørende

Vivild stillede med følgende i opgøret mod Søften GF:

1 Lasse H. Pedersen
2 Kasper Pedersen
3 Chris Christensen
4 Michael Jensen
5 Morten Tolbod
6 Frederik Espensen
7 Niklas Mathiesen
8 Henrik Borup
9 Jimmi Hansen
11 sebastian stær
12 Stig Zacher
13 Mathias Severinsen
14 Peter Ungstrup
 
Emil Tolbod blev ikke benyttet.

På et sent mål af tilbagevendte Stig Zacher hentede Vivild sejr nummer to af to mulige efter oprykningen til Serie 1.

Lørdagens kamp mod nedrykkerne fra Jyllandsserien, Søften GF, var blevet flyttet fra Søftens hjemmebane til Vivilds kunstgræsbane, fordi gæsterne endnu ikke havde fået grønt lys til at måtte bruge sin kampbane.

"Fint, at vi hurtigt fandt ud af at flytte kampen til Vivild. Det takkede jeg også Søften for efter kampen," siger Vivilds cheftræner Dennis Holdgaard.

Han var i et glimrende humør, fordi Stig Zachers scoring to minutter før tid gjorde, at Vivild vandt opgøret med 4-3 (1-2).

Men det holdt hårdt undervejs, fordi hjemmeholdet ikke formåede at forvalte de mange chancer, som holdet skabte i løbet af kampen, til mål.

"Inden Søften efter den halve time kom foran 1-0 på et straffespark begået af vores Chris Christensen, som efter min mening var en fejlkendelse, havde vi spillet os frem til 3-4 store chancer, som vi desværre manglede lidt coolness til at score på," siger Dennis Holdgaard.

Han stillede med samme 14, som i sæsonpremieren mod CIF, og kvartetten med Jimmi Hansen og Sebastian Stær på kanterne, Stig Zacher som midterangriber og Henrik Borup lige bagved voldte gæsternes bagerste store problemer.

Da midtstopperen Morten Tolbod udlignede til 1-1 efter 37 minutter, hvor han hårdt presset bugserede et frisparksindlæg i mål, var Holdgaard sikker i troen på, at nu kørte det i olie.

Ikke mindst, da frisparket tillige betød, at Søften blev decimeret til ti mand, fordi frisparkssynderen så gult.

To mål nede

To minutter før halvtid sov de lidt i Vivilds bagerste geledder. Det betød, at Søften GF for nemt kunne bringe sig foran 2-1.

"Vi var dog rolige i pausen og blev enige om at fortsætte vores taktik. Blot skulle chancerne sparkes i kassen," noterer Holdgaard.

Han måtte imidlertid se Søften øge til 3-1 efter små 55 minutters spil, hvor Vivilds bagerste igen var for passive.

"Så bliver det svært, sagde jeg til mig selv," husker Holdgaard var hans reaktion til de omkringstående på linjen.

Heldigvis skabte 'Turbo Stær' med fornavnet Sebastian nyt håb, da han bare to minutter senere reducerede til 3-2.

Da Stig Zacher med et kvarter igen udlignede til 3-3, ville Vivild træneren godt have solgt kampen for det ene point, men han havde gjort regning uden den evigt kæmpende og evigt løbende Zacher.

"3-3 kunne vi have levet med efter omstændighederne, men Stig ville det heldigvis anderledes, og jeg vover også at sige, at sejren var fortjent ud fra spil og chancer," siger Dennis Holdgaard.

Han sendte Mathias Severinsen på banen med en halv time igen i stedet for Jimmi Hansen, mens Peter Ungstrup afløste Michael Jensen tyve minutter før tid.

"Vores bredde gør, at jeg kan sende reserver på banen, som med det samme går ind og leverer. Det er en sand fornøjelse," lyder det fra en glad Vivild træner.

Han benyttede ikke 14. manden Emil Toldbod, som i stedet spillede med andetholdet i lokalopgøret i Serie 3 mod Nørager.

Dagens mand hed Zacher

Vivild kårede efter kampen matchwinner Stig Zacher til 'man-of-the-match'.

"Stig har tilført vores spil meget. Han arbejder som en sindssyg, og man slår sig på ham. Desuden betyder hans arbejdsraseri, at han fanger en masse løse bolde og tillige holder fast i kuglerne," roser Holdgaard.

Søften GF havde den tidligere Aastrup-Hammelev topscorer Andreas Busse med på højrekanten, men Vivild formåede, ifølge cheftræneren, at pakke Busse godt ind.

"Vi så ikke så meget til Andreas Busse i denne kamp, og jeg synes, at ikke mindst hans direkte modspiller, Frederik Espensen, havde godt fat i ham.."

Dennis Holdgaard havde ellers indstillet sit hold efter Søftens stærke offensiv.

"At de så scorer tre mål, er ikke godkendt, men jeg synes alligevel, at vi i det store hele forsvarer os godt."

"Til gengæld skal vi selv score mange flere mål i forhold til de chancer, som vi skaber. Vi gør det til træning, så jeg er rolig. Målene skal nok komme."

Vivild møder Kristrup i den kommende spillerunde.

 

Publiceret: 07. April 2018 23:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt