Formand for Udvalget for Kultur og udvikling i Norddjurs Kommune, Else Søjmark (A),(th), kom forbi på åbningsdagen og drak en kop kaffe med formand for Rimsøhusets bestyrelse, Bodil Buonaventzen (tv). Foto: Martin Schultz
Formand for Udvalget for Kultur og udvikling i Norddjurs Kommune, Else Søjmark (A),(th), kom forbi på åbningsdagen og drak en kop kaffe med formand for Rimsøhusets bestyrelse, Bodil Buonaventzen (tv). Foto: Martin Schultz
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Rimsø: Frivillige er klar til at drifte Rimsøhuset

Bed & Breakfast med 10 værelser skal sikre økonomien i de frivilliges drift af det nye mødested Rimsøhuset

“Vi vil være et brugerdrevet kulturhus på landet, og vi henvender os til alle denne egns beboere med plads til de aktiviteter, som ikke kan rummes i idrætshallerne.”

Det siger Niels Mulvad, talsmand og næstformand i den erhvervsdrivende forening Rimsøhuset, som sidst i marts overtog det tidligere plejehjem Nørrevang fra Norddjurs Kommune.

Sidste fredag, Store Bededag, blev overtagelsen for alvor fejret med en stor festdag, som rakte fra eftermiddagskaffe kl. 15 over aftensmad til alle fremmødte kl. 18, og så ellers rock 'n roll med pianisten Stan Urban og gang i dansegulvet i flere timer. Desuden optrådte byens sognepræst Peter Danielsen med Leonhard Cohen sange, og medlemmer af Utamadunigruppen fra Emmelev gav prøver på deres afrikanske danseevner.

Og dermed blev Rimsøhuset for alvor taget i brug af de borgere, som fremover skal drive huset på frivillig basis. Efter at have lånt huset af Norddjurs Kommune det første år, kom der gang i forhandlingerne om en overtagelse.

“Men det var ikke så let, og mange trak sig, da projektet så ud til at lide skibbrud. Men heldigvis fandt vi en løsning, således at vi kunne overtage huset for de midler, vi havde på bogen og det vi fik samlet sammen,” siger Niels Mulvad.

Kulturel identitet

Rimsøhuset er et sted, hvor alle slags mennesker kan komme for at hygge sig og være kreative. Og samtidig skal det være et kulturelt mødested på borgernes helt egne præmissser.

“Skal vi forhindre affolkning og udmatning af landområderne, så er det nødvendigt, at vi fastholder vores identitet som andet end et produktionsområde for store landbrug,” siger Niels Mulvad.

“Det koster hver gang noget lukker ned. Derfor vil vi bevare vores kulturelle identitet og det er vigtigt, at vi har et sted som Rimsøhuset, hvor vi kan mødes, være sammen og være kreative,” siger Niels Mulvad.Han forestiller sig, at Rimsøhuset som mødested appellerer til borgere på hele egnen egnen fra Nørager til Bønnerup og til Fannerup,

Rimsøhuset vil ifølge Niels Mulvad være et kreativt hus med åbne værksteder, musik, mad og samvær Der er væveværksted, syværksted og maleværksted. Musikere kan have øverum, og der kan være cykelværksted og andre håndværksværksteder.

“Vi har også planer om at lave madspildsarrangementer med mad fra lokale leverandører,” siger bestyrelsesmedlem Elsemarie Brøndum.

Ti værelser står klar til  at blive brugt som Bed & Breakfast på Rimsøhuset. Foto: Martin Schultz
Ti værelser står klar til at blive brugt som Bed & Breakfast på Rimsøhuset. Foto: Martin Schultz

Bed & Breakfast

Der skal penge til at drifte den 1600 kvm store ejendom med omkring 30 rum og en pænt stor varmeregning. “10 af vores værelser skal lejes ud som Bed & Breakfast, og vi er klar på bookingportalen Djurs-BnB.dk. Der er køkken, te-køkken og opholdsrum, og det er et meget børnevenligt miljø i smukke naturomgivelser,” mener Niels Mulvad. De første tre værelser er allerede lejet ud.

Driften af Bed & Breakfast skal ske i samarbejde med efterskolens Helle's STU-afdeling i Gjerrild, og således kan unge mennesker med særlige behov få praktisk erfaring.

“Vi skal drive stedet som en socioøkonomisk virksomhed,” siger Niels Mulvad.

Blandt de frivillige er der store forventninger.

“Vi har lyst til at være med og vil gerne hjælpe. På den måde er vi en del af huset,” siger Ove Jensen fra Rimsø.

Ove Jensen (tv) fra Rimø og Ole Petersen fra Gjerrild vil gerne give en hånd med som frivillige i Rimsøhuset. Foto: Martin Schultz
Ove Jensen (tv) fra Rimø og Ole Petersen fra Gjerrild vil gerne give en hånd med som frivillige i Rimsøhuset. Foto: Martin Schultz
Publiceret: 19. Maj 2017 08:02
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Norddjurs

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Norddjurs
Seneste
Lokalavisen Norddjurs
Mest læste
Lokalavisen Norddjurs
112