KV17 - Kommentar:

Hvordan bliver arvefølgen hos S i Norddjurs?

Af
Af Lars Norman Thomsen

redaktør:

"Den hårdtarbejdende og strategisk mest velfungerende partiforening på Djursland er den socialdemokratiske i Grenaa.

Den lokale historie rummer mange eksempler på partiforeningens evne til at mobilisere medlemmer og vælgere, når der er allermest brug for det.

Så rykker man sammen i bussen, som det hedder på moderne dansk.

Til det kommende kommunalvalg må Socialdemokratiet igen klare sig selv.

Partiet har en størrelse, der vil gøre det til det rene vanvid at gå i teknisk valgforbund med Socialdemokratiet fra nærtbeslægtede, men langt mindre partier.

Man møder i Norddjurs Kommune en undertone af, at borgmester Jan Petersen ikke skal føle sig for sikker på en tredje periode i borgmesterstolen, fordi han i den forgange har måttet stå på mål for en række 'lortesager' - ikke mindst på vindmølleområdet både til lands og til vands, hvor han har mødt stor vrede og kritik fra grupper af borgere.

Men tryk har det med at avle modtryk, også i lokalpolitik, og netop derfor har borgmesteren og hans nærmeste: udvalgsformand Lars Møller, folketingsmedlem Leif Lahn Jensen og tidligere Grenaa borgmester Gert Schou benyttet sommeren til at diskutere strategi både for de næste fire år, men også længere ud i fremtiden.

Her og nu har Jan Petersen scoret en sejr ved at få alle mandater i kommunalbestyrelsen som medunderskrivere af budgettet. Det forpligter alle øvrige partier i valgkampen og vil gøre den meget nemmere for borgmesteren.

Uanset udfaldet af kommunalvalget er ovennævnte S-kvartet også begyndt at diskutere arvefølge.

Deres kandidat er det unge kommunalbestyrelsesmedlem Allan Gjersbøl Jørgensen.

Vær derfor ikke overrasket over, hvis borgmesteren har partiets nuværende ordfører i tankerne til en udvalgsformandspost i de kommende fire år, hvis valget falder rigtigt ud.
Det giver partiet mulighed for at teste den nuværende gymnasielærers evner ved bordenden og hans vedholdenhed.
Andre alternativer til Jan Petersen er der ikke."

Publiceret 31 August 2017 06:00

Lokalavisen Folkebladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Folkebladet
SENESTE TV