Freddy Juul ved udgangen til marken, hvor han i foråret så en ulv. Den fortrak ind i skoven, da han tændte projektøren, der lyser ud på marken.

Freddy Juul ved udgangen til marken, hvor han i foråret så en ulv. Den fortrak ind i skoven, da han tændte projektøren, der lyser ud på marken.

“Danmark er for lille til ulve”

Freddy Juul, Fjellerup, er ikke enig med dem, der hilser ulven velkommen tilbage

Af
Anette Bonde

“Ulven har været her”. Disse ord har lydt mange steder rundt om på Djursland. Nogle har vist sig at være 'en and' i stedet for en ulv, men for et par uger siden var der meldinger fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Institute for Bioscience - Kalø under Aarhus Universitet om, at DNA-spor fra blandt andet spyt bekræfter, at der er eller har været mindst én hanulv på Djursland. Forskerne mener dog, at de fleste af de ulve, der er blevet observeret i Danmark, er strejfere, der forlader landet efter kort tid.

Ulve vil forsvare sig

Nogle hilser ulven velkommen, men andre er ikke så glade for at Danmark igen bliver et ulve-land, som det var indtil for 200 år siden.
Én af dem er Freddy Juul, Strandparken i Fjellerup. Det er ikke føde, der mangler, siger han. Ud over dyrevildt vil der sikkert også gå nogle får, føl og andre husdyr til. Men det er mest den omstændighed, at de vil nærme sig menneskeboliger, der er den største fare, mener han.
“Danmark er for lille til ulve. Vi er så aktive og løber, går og cykler i alle skovene. På den måde vænner ulven sig til mennesker.”
Freddy Juul mener ikke, der er så langt derfra og til at ulven vil begynde at komme ind i byerne og gå i skraldespandene.
“Så kan det blive farligt for mennesker. Den vil forsvare sig, hvis den føler sig presset.”
Freddy Juul har selv familie i Norge, der bor i en mindre by. Her har man oplevet, at ulve har været i skraldespandene. Det har betydet, at folk i byen er blevet utrygge, børn er holdt op med at cykle i skole men køres i bil af deres forældre, ja man har sågar talt om at hegne landsbyen ind. I Sverige er konflikter mellem ulve og mennesker ti gange værre end i Norge, siger han.

Så ulv på marken

I foråret så Freddy Juul med egne øjne en ulv i nærheden af sit hus i Strandparken i Fjellerup. Det var ved ni-tiden, hvor det var halvmørkt. Hans heste blev skræmt op, og da han tændte en projektør der lyser ud på marken, så han ulven. Da lyset blev tændt travede den ned mod stranden og forsvandt ind i skoven.
Freddy Juul er jæger og er sikker på, at det var en ulv, han så. Han kender godt forskel på ulve og hunde.
“Ulve ligner overhovedet ikke en hund. Den har en helt anden gang og løb. For eksempel går en schæferhund 'opad', mens en ulv går ligeud.”
Han holdt sin oplevelse for sig selv i nogen tid, men et par måneder senere nævnte han det for sin nabo, som kunne fortælle at hun på nogenlunde samme tidspunkt så et stort ulvelignende dyr, der luntede hen over vejen, da hun cyklede ned ad stien ved Strandparken. Også hun er sikker på at det ikke var en hund.

Publiceret 09 December 2014 07:00