Staffan Lindstrøm i sin både, som nu sejler ved Lofoten.

Staffan Lindstrøm i sin både, som nu sejler ved Lofoten.

Norsk fluefiskelegende henter båd i Allingåbro

Stigende interesse for Anderson Pontoon i Allingåbro

Af
Anette Bonde

Otte både i ordrebogen og cirka 50 solgte. Lars Andersen, Anderson Pontoon i Allingåbro, er ved at have fået bid i branchen. Han producerer såkaldte pontoon-både, der er særlig populære hos lystfiskere, idet de kan puttes i et bagagerum, vejer ikke meget og uden besvær kan sejle tæt på kysten. For nylig solgte han en dobbelt pontoonbåd til den norske fluefiskelegende Staffan Lindstrøm, der endda rejse hele 2500 kilometer t/r efter den.

Ville have en to-mandsbåd

Staffan Lindstrøm camperer hvert år ved Rena-elven. for at fiske, når han ellers ikke er på Lofoten, hvor han bor. Lars Andersen fortæller, at han og hans fiskevenner altid skulle holde ind ved Staffan Lindstrøms lejr, når de kom drivende i pontoon-bådene ned ad elven. Han ville se bådene.
“Han var begejstret for dem fra første gang han så dem.”
Staffan Lindstrøm havde egentlig besluttet sig for, at han ville have en en-mandsbåd. Den beslutning holdt dog ikke længere, end da han sidste år så, at Lars Andersen og fæller havde en to-mandsbåd med.
“Da var han i den syvende himmel, sådan én måtte han eje.”
I foråret i år rejste Staffan Lindstrøm så til Allingåbro for at hente sin to-mandspontoon båd. Nu er den søsat i nord Norge, og Staffan Lindstrøm bruger den både til at fiske i og samtidig tager han nogle fantastiske naturbilleder af den storslåede natur i området.

Lovende år venter forude

Lars Andersen fortæller, at der efterhånden er en meget stor interesse for hans både, og han kan knapt følge med. Ud over bådene er han også begyndt at sælge diverse tilbehør til outdoor brug så som liggeunderlag, vandtætte tasker og lignende.
Udover salg til Norge, har han også solgt både til Sverige, og på det danske marked generelt ser det også lovende ud. Han har for eksempel netop deltaget i en messe i Skjern, hvor der var stor interesse for bådene.
“Så jeg er sikker på at 2014 og 2015 ser lovende ud.”

Publiceret 26 July 2014 19:00