Arkivfoto.

Arkivfoto.

UngNorddjurs:

Track Four for alle ungdomsklubber i DK

Når UngNorddjurs holder fest går der invitation rundt til ungdomsklubber i hele landet

Af
Anette Bonde

UngNorddjurs har tidligere år afholdt Track One, Two og Three. Så det er selvfølgelig Track Four i år for den kulturevent, der også kan mærkes i resten af landet. Der går nemlig indbydelser rundt til alle ungdomsklubber, og sidste år var der besøg fra Ishøj, Odense, Ålborg, Hillerød og Sønderborg. Det samlede besøgtal nåede op på cirka 750.
Lørdag 12. april går det igen løs i lokalerne på Åboulevarden i Grenaa for børn og unge mellem 10 og 18 år i hele Norddjurs samt gæster udefra.

Arrangørgruppe af unge

Ligesom de tidligere år er det frivillige unge, der arrangerer og holder styr på det hele sammen med klubmedarbejderne. Disse er tovholdere i planlægningsfasen, men i ugen op til selve arrangementet er de unge med helt inde i maskinrummet. De hjælper med opstilling og indretning og alle de gøremål, der skal til for at få stablet en så stor event på benene. På selve dagen er de på vagtholdet, der tager sig af alt det praktiske som entré, madhold og aktiviteter.
“Ideerne kommer fra de unge, og så er der ping-pong om dem. Klubmedarbejderne er tovholdere, og de gør så det kedelige arbejde i forberedelsesfasen. Men de unge kommer på banen for alvor til sidst og tager en masse praktiske opgaver. Det er vigtigt, at de har ejerskabet”, siger klubmedarbejder Kristian Thomsen.

Besøg af booker

Holdet, der er sammensat af unge fra både øst, vest og midten af Norddjurs, meldte sig til opgaven i august sidste år, og i oktober gik de i gang med forberedelserne. For eksempel har de selv valgt, hvilke artister, der skulle optræde. I den forbindelse har de haft besøg af en booker fra IDOL!NC, der præsenterede de unge for de muligheder, der var indenfor det fastlagte budget. På baggrund af dette har de unge vurderet, hvilket line-up, der vil egne sig bedst til netop deres aldersgruppe, og de er endt ud med at få sat et imponerende program sammen, fortæller Kristian Thomsen.

To events i én

Track Four starter klokken 14, hvor dørene åbnes. Adgangsbilletten koster en 50'er, og for den pris kan de unge gæster prøve kræfter med for eksempel lasergame, wellness og en række forskellige workshops indenfor musik, dans og meget mere. Desuden vil de musikere, der tør, få chancen for at fremvise deres kunnen foran et sædvanligvis yderst veloplagte publikum.
Det meste vil foregå i UngNorddjurs' lokaler på Åboulevarden, men omkring klokken 17 vil de 10 - 13 årige fortrække til deres egen event, Track-junior, der foregår i Juniorklubben Enggården på Lergravsvej i Grenaa. Her slutter Track Four klokken 22.30, mens festen for de 14 - 18 årige på Åboulevarden varer til klokken 02.
Ved de stores event vil bandet L.I.G.A, som er nomineret til en Zulu Award i kategorien “årets nye danske navn”, stå for underholdningen sammen med Kongsted, Pharfar og Rasmus Thude.
En række lokale virksomheder og fonde støtter eventen, der i øvrigt ligesom alle andre aktiviteter i UngNorddjurs regi er uden alkohol. Billetterne kan købes i alle ungdomsklubberne i Norddjurs, samt ved indgangen.

Publiceret 07 April 2014 07:00

SENESTE TV