Peter Lønborg og Betina Pape har hyret en advokat i den hensigt at få Betina Papes datter Amalia ind på en insitution, som de selv er med til at vælge.

Peter Lønborg og Betina Pape har hyret en advokat i den hensigt at få Betina Papes datter Amalia ind på en insitution, som de selv er med til at vælge.

Advokat:

“Har aldrig haft en sag, der virker så forkert”

Familiens advokat har haft mange sager om tvangsfjernelser, men aldrig én som denne

Af
Anette Bonde

Advokat Søren Bernhard Lindegaard, Ret & Råd i Odense, kalder det både absurd og bananrepublik-agtigt, at Amalia blev tvangsfjernet. Han er blevet hyret af familien Betina Pape og Peter Lønborg for at omstøde beslutningen.
"Det helt absurde er den situation, at nu er Amalia tvangsfjernet. Det er jo bananrepublikagtigt. Vi har en borger, der får et tilbud af Norddjurs Kommune og siger, at det kan vedkommende ikke acceptere. Borgeren klager til vagtværnet en tand over kommunen, at datteren ikke har fået et ordentligt tilbud. Så tvangsfjerner man pigen, og hun bliver placeret, hvor kommunen oprindelig sagde."

Kan ikke finde årsagen

Søren Bernhard Lindegaard har mange tvangsfjernelsessager. Mere end 200 skønner han, siden han startede som advokat i 2004. I Amalias tilfælde kan han ikke finde en plet, der indicerer, hvorfor hun skulle tvangsfjernes.
"Jeg fik et chok, da jeg besøgte dem. De bor pænere end jeg gør, der er ikke alkohol eller vold. Normale tvangsfjernelser er børn i misbrugsmiljøer, eller børn, der er ladt tilbage. Det er der absolut ikke tale om her. Jeg har aldrig haft sådan en sag, hvor det efter min mening virker så forkert."
Normalt anbefaler han ikke sine kunder, at de skal gå til pressen, understreger han.
"Men her er der ikke nogen tvivl om, at Betina Pape elsker sit barn og hun kan også tage vare på det. Hun mener bare ikke, at Grenen kan tage vare på det, og det er sagens kerne. "

Hellere fjerne én for meget

Søren Bernhard Lindegaard forstår ikke Ankestyrelsens beslutning om at tvangsfjerne Amalia.
"De talte med Amalia og Betina Pape i cirka 20 minutter, max en halv time. De har så set i papirerne i sagen og ud fra det træffer de en afgørelse om tvangsfjernelse."
Han er tilbøjelig til at tro, at det er den seneste tids presseomtale af svigtede børn, der spiller ind.
"Det har så gjort, at man nu hellere tvangsfjerner én for meget end én for lidt. Der er mange flere tvangsfjernelser i dag end tidligere."

"Det ender da galt"

Søren Bernhard Lindegaard håber, at Amalia kommer ud fra Grenen og starter på en anden institution, valgt i enighed mellem alle parter.
"Amalia skal hjem og derefter frivilligt anbringes. I min optik er der ikke nogen, der er mere obs på børnene end forældrene. De skal også være med til at bestemme, hvor børnene skal hen."
Han peger på, at der endvidere skal en psykiater eller psykolog ind over.
"Amalia virker i mine øjne helt fejlplaceret. Nu er hun et sted, hvor der er andre kriminelle. Det ender da galt. Med den diagnose, hun har, råber hun, som dem hun er blandt."

"Kommunen har ikke begået egentlige juridiske fejl"

Søren Bernhard Lindegaard vurderer ikke, at kommunen har begået egentlige juridiske fejl. Hans opfattelse er, at kommunen ikke vil placere Amalia på Forcen i Randers, som familien langt foretrækker, fordi dette sted ikke ligger i Norddjurs Kommune.
"Der står i papirerne at man ønsker en institution beliggende i kommunen. Man må gerne lade økonomi spille ind til en vis grad, men man må jo ikke tilbyde Amalia et sted, der efter min mening ikke kan opfylde det, man med rimelighed kan forlange ud fra en økonomisk betragtning. Det er det, jeg føler er sket."

Som nævnt andetsteds blev Amalia hjemtaget fra sit opholdssted ved Brovst og tilbudt en plads i Grenen, der er et tilbud i Norddjurs kommune for kriminelle og kriminalitetstruede unge. Familien takkede nej, men det endte med, at Amalia blev tvangsfjernet og nu er placeret i Grenen.

Publiceret 01 August 2012 12:00

SENESTE TV