Jan Schmidt. Arkivfoto
Jan Schmidt. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Portræt: En molbohistorie – om Jan Schmidt

Jan Schmidt har været præst på Mols siden midten af 1980'erne

Af Sofie Saxtoft Højlund, Mols i Udvikling:

Det står vel i jobbeskrivelsen, at en præst skal være der for sin menighed – i og uden for kirken. Og de fleste kirker og menighedsråd ønsker vel at spille en rolle i deres lokalsamfund. Men på Mols og Helgenæs har kirken alligevel en betydning, som ligger langt ud over det forventelige.

Der mangler ikke kandidater, når menighedsrådspladserne skal besættes, kirken er aktiv medspiller i det lokale initiativ ”Mols i Udvikling” og lokalbefolkningen (også de mindre kirkevante) bakker op om alt fra krybbespil til kor, koncerter, foredrag og familiegudstjenester. Jan Schmidt er præst i tre af områdets sogne: Tved, Vistoft og Helgenæs.

Vejen til Mols

Det lå egentlig ikke i kortene, at Jan Schmidt skulle være præst. Og da slet ikke præst på Mols og Helgenæs. Han er den første student i en familie af sjællandske bønder, og hans far og mor mødte hinanden på en gård, hvor hans mor tjente og hans far var på arbejde som landbrugsmaskinmekaniker. De flyttede siden til København, hvor hovedsædet i hans fars firma lå, og her voksede Jan op. Kirken fyldte ikke specielt meget i barndomshjemmet:

”Min far sad dog i menighedsrådet, men det var mest, fordi man manglede en socialdemokrat”, griner Jan. Selvom Jan mest drømte om at blive landmand som sin højtelskede morfar, fik spejdertiden hos FDF alligevel vakt interessen for kristendom og teologistudiet.

Kærligheden trak ham til Århus, og efter studierne gik turen direkte til embedet på Mols og Helgenæs. Det var lidt tilfældigt, men samtidig virkede præsteembedet her fra starten ideelt: ”Naturen var skøn. Det var stadig tæt på Sjælland. Og så kunne jeg fra starten lide de mennesker, jeg mødte her.”

Da Jan, hans daværende kone og deres tre børn efter 1½ på Helgenæs flyttede ind i præstegården i Tved, blev der stadig drevet landbrug. I begyndelsen med en kalvebesætning, senere med en malkekvægsbesætning. Og præsten med bonderødderne nød hver dag at kunne hente ”frisk, fed Jerseymælk” fra gårdens produktion.

Det er nu 33 år siden, Jan og hans familie kom hertil, og meget er sket både i Jans liv, på præstegården og på Mols og Helgenæs, og gennem tiden er området for alvor kravlet under huden på den 63-årige præst.

”Det er blevet 'hjemme' for mig. Når folk spørger, om jeg aldrig har drømt om et embede et andet sted, så svarer jeg: Jo, men det var et mareridt! Jeg vågnede badet i sved, fordi jeg havde drømt, jeg skulle væk herfra.”

”Jeg kan ikke være ligeglad”

Allerede fra første færd var det vigtigt for Jan at blive en integreret del af lokalsamfundet, ikke blot i rollen som præst, men også som borger.

Derfor meldte han sig straks i det lokale kor, og siden kunne man finde ham på sidelinjen, når sønnerne spillede fodbold i IF Mols og i den lokale skolebestyrelse, hvor han var formand gennem en årrække.

Derudover har han i snart 29 år været tillidsmand og arbejdsmiljørepræsentant for provstiets præster, siddet i Præsternes Hovedbestyrelse og været formand for Kirkens Korshær på Djursland.  Om motivationen bag siger han:

”Jeg kan ikke fordrage udtrykket 'at ville gøre en forskel' – for der er ingen mennesker, der ikke gør en forskel. Men jeg har altid haft lyst til at være med, hvor der sker noget. Jeg kan ikke være ligeglad…”. 

Alles præst, alles kirke

Når man møder Jan, får man fornemmelsen af et menneske, som gør sig umage i relationen til andre mennesker. Om det er børnene i kirkekoret, de fortravlede småbørnsforældre eller den ældre enlige – alle får en personlig hilsen med på vejen.

”Jeg vil gerne være alles præst – én som aldrig gør forskel på mennesker. Èn som formår at være et lyttende medmenneske. En gammel præst sagde engang til mig: vores vigtigste opgave er at prædike til livsmod. Jeg håber, at jeg kan give folk lidt håb i mørket, når der er brug for det.”

Når man er præst på landet, må man selv kopiere eller feje gulvet i konfirmandstuen – alt det, man som bypræst normalt 'har folk til'.

Men Jan ville aldrig bytte: ”Tænk, hvis der var 15-20.000 mennesker i mit sogn. Så kunne jeg stå dagen lang og begrave folk, jeg ikke kender. Her på Mols og Helgenæs er der ikke ret mange familier, jeg ikke har haft forbindelse til”.

For Jan er det fuldstændig afgørende, at han gennem sit virke og lokale engagement kommer helt tæt på lokalbefolkningen – også dem, som ikke nødvendigvis finder vej til kirken. ”Kirken og præsten skal være der, hvor folk er”.

Selvom folk på Mols og Helgenæs ifølge Jan nok ikke er mere religiøse end gennemsnitsdanskeren, så er kirken en naturlig og accepteret del af lokalsamfundet. Måske hænger det sammen med Jans evne til at lade mennesket komme før det strikt kirkelige.

Eksempelvis, når kirken vælger at bakke op om de lokale søspejdere frem for at nedsætte en konkurrerende FDF-afdeling, for ”det vigtigste er jo bare, at der sker noget meningsfuldt for børn og unge i området”. Eller når Jan uden tøven giver tilladelse til at synge en popsang til begravelsen, så længe dens budskab ikke ligefrem strider mod kirkens.

”I Grundtvigs fædreland er der ikke noget folkeligt, som skal være fremmed for kirken. Det vigtige er jo de mennesker, som skal tage afsked med en af deres kære”.

Sladder eller omsorg?

Nogen vil måske mene, at der sladres og snages lige rigeligt i de små landsbysamfund. Sådan oplever Jan det nu ikke: ”For mig er det ikke sladder, det er en positiv interesse. Og jeg ville slet ikke kunne fungere som præst, hvis ikke folk fortalte mig om dem, der var syge eller havde brug for en håndsrækning.”

Omsorgen og interessen for hinanden mærkes i hverdagen, men er måske særligt stærk, når krisen for alvor rammer.

”Der er ting, man aldrig nogensinde vænner sig til som præst og som menneske. Der var for nogle år siden et ungt menneske fra lokalområdet, som døde i et trafikuheld. At se hans forældre og mine tidligere konfirmander sidde der i kirken og være så kede af det… det glemmer jeg aldrig. Og det er her, man rykker tæt sammen som lokalsamfund.”

Også i gode tider mærkes sammenholdet – særligt her op til jul, hvor kirkerne summer af aktivitet:

”Jeg ELSKER julen. Den der stemning af, at nu er vi sammen om noget godt, og kirken er stuvende fuld. Så står jeg der og må nærmest klamre mig til alteret, når jeg hører sangen i ryggen. Det kan man jo leve på lige til påske”.

Afvikling og udvikling

Igennem sine 33 som præst på Mols og Helgenæs har Jan kunnet følge en voldsom udvikling på godt og ondt: ”Man sagde engang, at man kun kunne forelske sig til en gård i Tved sogn. Det var familiegårde over hele linjen.”

Siden gik det voldsomt ned ad bakke, og Jan fortæller, at man især efter finanskrisen i 2008 så til salg-skilte over alt i området.

”Det var så trist at se generationsejendommene forsvinde eller forfalde”.

Nu er det dog som om, udviklingen igen er vendt:

”Man ser, at der kommer nye folk til, som virkelig vil det her sted, og som engagerer sig. Det er det, der gør, at afvikling nu bliver vendt til udvikling. Jeg håber, det betyder, at vi stadig kan være et dynamisk lokalsamfund – og her vil vi som kirker og menighedsråd meget gerne være med.”

Publiceret: 02. Januar 2018 08:40

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalvisen Folkebladet

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt