Brikkerne er faldet godt og grundigt på plads for Mette Højbjerre Thomsen og Jan Uhre Thomsen, som de nye ansigter på den 85 år gamle institution i Vivild.
Brikkerne er faldet godt og grundigt på plads for Mette Højbjerre Thomsen og Jan Uhre Thomsen, som de nye ansigter på den 85 år gamle institution i Vivild.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nyt forstanderpar: "Vi kigger tit på hinanden og siger: 'Hold kæft, hvor er vi heldige"

“I skal lige gå ud af baggrunden, så I ikke ødelægger billedet.”

Jan Uhre Thomsen slår en latter op, mens han forsøger at finde ud af, hvordan man kombinerer fortæring af en rugbrødsbolle med posering til et billede. Der dufter af nystegte fiskefrikadeller i køkkenet på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole, hvor Jan Uhre Thomsen sammen med sin kone Mette Højbjerre Thomsen netop har taget hul på deres første hele år som forstanderpar på den 85 år gamle efterskole.

Bag den nye forstander bliver fade med fiskedellerne anrettet sammen med kål og grønt og en kommentar om, at han nok hellere må gemme sig i dampen fra en gryde, for at billedet kan blive ordentligt, bliver serveret med tilpas timing. Endnu en latter.

“Altså vi har kigget på hinanden mange gange og sagt: 'Hold kæft, hvor er vi heldige'. Det her job er så fedt,” fortæller Mette Højbjerre Thomsen begejstret.

Den store sammenhæng

Det kræver ofte lidt nørkleri og en hel del venden og drejen, inden et puslespil falder på plads. For det nye forstanderpar har en af de sidste brikker fundet sammenhæng med de foregående og et skarpt billede af en ønsketilværelse i Vivild er ved at danne sig. Ansættelsen på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole i foråret kom således efter en særdeles kort ditto på en anden efterskole, hvor det dog til sidst stod klart, at der ikke var enighed om, hvilke værdier denne skole skulle drives under.

“Der var mange snakke frem og tilbage, men til sidst kunne vi mærke, at der ikke var den ånd og interesse, som vi tænker der skal til for at drive god skole. Det ville blive en hård kamp fra starten, og derfor var vi jo enormt glade, da Vivild søgte, for det her er bare en skole, der passer som fod i hose til os,” fortæller Jan Uhre Thomsen.

Det gør han med et temmelig stort smil. Entusiasmen er ikke til at tage fejl af. De seneste år har parret således brugt til at få brikkerne til at passe til en stilling som denne i Vivild. En lederuddannelse har Jan skrevet på cv'et, mens Mette har indsamlet viden om kost, ernæring og motion.

Det bliver blandt andet brugt i et tæt samarbejde med køkkenet for at sikre en sund kost, der underbygger den enorme mængde fysiske udfoldelser, der i sagens natur er på en idrætsefterskole samtidig med, at eleverne skal have overskud til at klare det faglige i skolen.

“Vi skal jo ikke ind og ændre alt muligt, men indtil videre har vi lavet små justeringer, og det er forhåbentlig nogle af dem, der gør en forskel i den store sammenhæng,” forklarer Mette Højbjerre Thomsen.

Forstanderparret har fundet fælles fodslag med personalet i blandt andet køkkenet om at sikre den rette kost til et aktivt efterskoleliv.
Forstanderparret har fundet fælles fodslag med personalet i blandt andet køkkenet om at sikre den rette kost til et aktivt efterskoleliv.

Arbejdsliv og privatliv

“Det er så fedt at stå op og så kigge ud over det her.”

Jan Uhre Thomsen spejder ud over skolens boldbaner, hvor skoven udgør en naturskøn baggrund. I udkanten af banerne ligger forstanderboligen. Trukket en anelse væk fra selve skolen, men dog stadig så tæt på, at man fra privaten kan høre efterskoleeleverne hulke på skoleårets sidste nat, mens der krammes og loves “best friends forever”.

Det er absolut ikke nyt for forstanderparret at arbejde og privatliv smelter lidt sammen. Faktisk er det en væsentlig del af deres fælles historie, for da de mødte hinanden for 13 år siden på Brøruphus Efterskole, var der også et par brikker i Mettes privatliv, der skulle vendes, inden fortællingen om Jan og Mette for alvor kunne gå i gang. En vielsesring skulle fjernes, inden en ny kunne sættes på, og da de forlod Brøruphus sammen, var det med hinandens lovning på, at de en dag skulle vende tilbage til efterskolelivet. Sammen.

“Nogle af mine veninder spørger jo også, hvordan vi kan holde til at arbejde så tæt sammen, men jeg har jo forelsket mig i det, Jan var som lærer, og det han er på en skole. Det har jeg savnet i de perioder, vi ikke har arbejdet sammen.

Vores bedste arbejdsår er faktisk de år, vi har arbejdet sammen,“ konstaterer Mette Højbjerre Thomsen.

Det er formentlig også den helt rigtige indstilling, når opstartsfasen på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole i øjeblikket kræver omkring 70 arbejdstimer om ugen. Så er den tætte sparring med den sidste tredjedel af lederstaben, viceforstander Poli, særligt vigtig, mens den klare arbejdsfordeling parret imellem er aldeles væsentlig, for at brikkerne fortsat passer sammen.

“Vi er tre mand i ledergruppen, og vi betyder lige meget, men jeg står jo som den øverste leder, og det sidste ansvar lander hos mig, så det er jo vigtigt, at jeg kan skære igennem. Både Mette og jeg sætter heldigvis pris på at få svesken på disken, så det plejer ikke at give problemer,” forklarer Jan Uhre Thomsen.

“Og så kan alle kvinder vel godt lide en mand, der kan skære igennem. Eller det ved jeg ikke, om alle kvinder kan, men det kan jeg,” griner den kvindelige del af det nye forstanderpar i Vivild.

Begejstringen er stor over det nye liv og samværet med de knap 180 elever.
Begejstringen er stor over det nye liv og samværet med de knap 180 elever.

Publiceret: 13. September 2017 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Norddjurs

ANNONCER
Se flere